Eksperter fra DTU Aqua deltager igen i år i debatter og diskussioner på Folkemødet i Allinge på Bornholm, denne gang om fiskebestande i Østersøen og elektronisk monitorering på fiskefartøjer.
Folkemødet har deltagelse af over 1000 forskellige organisationer, foreninger og virksomheder. DTU har fokus på forskellige emner på Folkemødet, hvor torskebestanden i den østlige Østersø er et emne, der helt sikkert interesserer mange bornholmske fiskere. Men også den invasive fisk sortmundet kutling, som findes i store mængder i farvandende omkring Bornholm bliver der ved samme lejlighed sat fokus på.
Første debat med deltagelse fra DTU Aqua handler dog om de tekniske muligheder for dokumentering af uønskede fangster fra fiskefartøjerne.
- Elektronisk monitorering af fiskefartøjer: Hvad og hvorfor? Her vil Ph.d.-studerende Kristian Schreiber Plet-Hansen deltage i Our Fish’s event fredag klokken 10.30 til 11.30 på Skibet Freja på Allinge Havn (H13), som beskrives således: »Danmark har været aktiv i arbejdet for at undersøge mulighederne og fordelene ved elektronisk monitering. Vi tager en snak om, hvad det konkret drejer sig om, og hvordan elektronisk monitering på fiskefartøjerne kan hjælpe til i jagten på et mere bæredygtigt fiskeri.«
Sektionsleder i Sektion for Monitorering og Data på DTU Aqua, Marie Storr-Paulsen deltager i to events fredag eftermiddag samme sted:
- Fiskebestande i Østerøsen – udfordringer og løsninger. Arrangementet foregår på Skibet Freja på Allinge Havn (H13) fra klokken 15.00 til 16.00, og arrangørerne, Our Fish, uddyber i beskrivelsen: »Bliv klogere på Østersøens fiskebestande og hvilke udfordringer, bestandene er udsat for. Hør fra en række eksperter hvilke løsninger, der findes for at sikre et bæredygtigt fiskeri i Østersøen«.
- Hvordan går det med torsken i Østersøen? Også dette arrangement er på Skibet Freja på Allinge Havn (H13) – fra klokken 17.30 til 18.30. »Det er ingen hemmelighed, at torsken i Østersøen har det svært. Hvorfor, og hvad skal der ske?« spørger arrangørerne, The Fisheries Secretariat, i beskrivelsen.
Endelig deltager fiskeplejekonsulent, Mads Christoffersen fra DTU Aqua i Danmarks Fiskeriforenings debat, som foregår i Danchells Anlæg (A7).
- Er der en fremtid for torsk i den østlige Østersø? Sådan lyder hovedspørgsmålet for deltagerne i arrangementet, som løber af stablen klokken 17.45-18.45 i Danchells Anlæg (A7). DTU Aquas Mads Christoffersen fortæller ved arrangementet om en af torskens mulige fødekilder – nemlig den sortmundede kutling. Det er i øvrigt ikke kun torsk, der spiser denne fisk med glæde, og derfor serveres der smagsprøver af fisken i form af lune fiskefrikadeller.