Den socialdemokratiske Uddannelses – og Forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen besøgte mandag den 6. janaur sammen med sin parti- og folketingskollega Bjarne Laustsen havforskningsskibet DANA, der ligger ved kaj i Hirtshals Havn, det skriver Web-avisen Flaskeposten.nu.
Det ældre skib til havundersøgelser DANA, nærmer sig de 40 år og det er mange år for et forskningsskib, der skal stå mål til moderne udfordringer, herunder miljømæssige og teknologiske krav. Derfor er DTU Aqua i fuld gang med at undersøge mulighederne for at bygge et nyt top-moderne havforskningsskib.
I den anledning havde folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S) overtalt uddannelses- og forskningsminister (S) Ane Halsboe-Jørgensen til et haste indkaldt møde på det nuværende DANA IV for at drøfte mulighederne for at bygge et nyt, topmoderne DANA V indenfor få år.
Centralt placerede folk i DTU, som ejer DANA, samt besætningsmedlemmer fra DANA deltog i mødet for at redegøre for planerne for et nyt skib.
Universitetsdirektør ved DTU Claus Nielsen redegjorde for den brede vifte af formål, som det nuværende DANA udfører. Det indbefatter opgaver for DTU Aqua, Dansk Center for Havforskning og flere andre myndigheder. Hertil kommer, at DANA chartres til at udføre fiskeriundersøgelser i svenske farvande, og meget mere. DANA har de senere år haft 320 sejldage om året. Claus Nielsen nævnte, at de opgaver, som DANA udfører, måske godt kan udføres af chartrede danske og udenlandske fartøjer, men at det skaber meget store udfordringer, herunder økonomiske, bl.a. med hensyn til at udføre standardiserede, årlige moniteringer.
Institutdirektør Frits Köster fra DTU Aqua fastslog, at det nuværende DANA er Danmarks eneste oceangående forskningsskib, som tilmed kan operere i arktiske farvande. DANA er meget fleksibelt til mangeartede opgaver indenfor havforskning, fiskerimonitering, geologiske undersøgelser m.v.
DANA skal gennemgå et skibs-syn i 2022, og det store spørgsmål er, om det kan betale sig at investere i de nødvendige forbedringer og moderniseringer. Vurderingen er klart, at det eneste rigtige vil være at bygge et nyt, moderne havforskningsskib, der opfylder alle moderne krav. Et nyt skib kan designes efter de opgavetyper, der er behov for. Disse behov er DTU i fuld gang med at kortlægge. Ud over de nuværende opgaver kan der bl.a. være tale om at løse civile opgaver for Forsvaret, tests af teknologisk udstyr, uddannelsesopgaver m.v.