»Uden mængderne fra trawlfiskeriet kan fiskerne ikke få afhentet deres fisk, og så bryder det hele sammen.« Sådan lyder det i mange artikler, debatindlæg og tv-indslag, som nævner, at det største problem med den politiske beslutning om at indføre en trawlfri zone i Bælthavet er, at fiskerne vil få svært ved at få hentet deres fisk. Det er et meget konkret problem, som vi forsøgte at imødekomme med en meget konkret løsning til de selvsamme fiskere: vi henter fisken.
Den konkrete løsning blev fulgt op af et tilbud om, at vi desuden gerne vil være med til at investere i den infrastruktur, som skal understøtte afsætningen på længere sigt. Til sidst kom en opfordring til producentforeningen om også at satse lidt på at udvide mulighederne for deres medlemmer. De er jo trods alt, fiskernes producentforening.
Vi synes, at det var et meget rimeligt forslag. Forøvrigt, et helt frivilligt forslag, så jeg blev ærlig talt noget forundret da jeg læste ‘modsvaret’ fra Kenn Schau Fischer. Jeg havde ikke forventet at skulle ud i debatrunde på baggrund af et tilbud og en konstruktiv opfordring. Men hvis Kenn Skau Fischer selv trækker en taburet frem, så træder jeg da gerne op på den – og siger tak for taletiden.
På nettet kan jeg læse mig til, at Kenn Skau Fischers erfaring primært baserer sig på politisk rådgivning, fortrinsvis som lobbyist, embedsmand i det offentlige og politisk rådgiver herhjemme og i Bruxelles. Jeg kan ingen steder finde nogen konkret erhvervs-erfaring fra fiskeribranchen, – altså erfaring med at købe, sælge, forarbejde eller transportere fisk. Af samme grund må jeg konkludere, at Kenn Schau Fischer ikke på noget tidspunkt har fanget, fileteret eller solgt så meget som et enkelt kilo fisk. Dette forklarer muligvis, hvorfor han går så galt i byen i sin forståelse af, hvordan fiskemarkedet fungerer, hvilke afsætningskanaler der findes, og hvordan konkurrence-situationen i branchen egentlig er.
Sagen er, at fiskerne og fisken i Østersøen altid har været under-prioriteret og dårligt markedsført i årevis. Derfor har priserne også altid været markant lavere end på fisk fra vestkysten. Lavere end de burde have været. Prisforskellen skyldes ikke kun forskel i kvalitet, som kan være reel nok, men handler også om manglende fokus på fisk fra Østersøen. Det dårlige image har betydet en lavere pris, som igen har resulteret i lavere kvalitet – og skabt en ond spiral af værditab for alle. Det er ingen hemmelighed, at branchen altid har fokuseret mest på vestkysten. Østersøens fisk har længe haft status som andenrangs fisk, hvoraf størstedelen primært er blevet solgt i Polen til lavere priser. Det har betydet færre penge til at investere i bedre infrastruktur i danske havne og landingssteder langs Bælthavet. Investeringer som ville have hjulpet på krise-situationen i dag.
Det dårlige image har vi længe arbejdet på at ændre, fordi vi så et potentiale for merværdi – både for os selv og for de fiskere som vi samarbejder med i Østersøen. Vi har i årevis betalt ekstra for god kvalitet, og forsøgt at minimere omkostningerne for fiskerne. Vi har fortalt den gode historie om fiskeriet, fiskene og landings-stederne langs Østersøen. Samtidigt har fiskerne arbejdet med at forbedre både kvalitet og sorteringer. Men det kræver en fælles indsats, for man tjener desværre ikke penge på ‘historiefortælling’, som Kenn Skau Fischer tilsyneladende har fået opfattelsen af – det koster både tid og penge.
Det man derimod tjener penge på, er at sælge fisk.
Vi vil gerne gå den ekstra mil for god kvalitet og styrke den fortælling, afsætning og pris på den gode fisk fra Østersøen, som skaber mere værdi for alle. Men det kræver noget samarbejde, og udvikling i området; bedre kølefaciliteter, plads til flere kasser og mulighed for at producere mere is, når mange fisker samtidigt.
Sidstnævnte ved jeg, er et konkret problem i Spodsbjerg. Derfor kan det også undre mig, at faciliteterne langs Østersøen er så mangelfulde, og i så ringe stand, når der i årevis er blevet afsat millioner og atter millioner af EU kroner øremærket til netop dette formål; udvikling af kystfiskeriet, landingsfaciliteter og afsætning.
Hvor er alle EU-pengene blevet af, hvorfor er der ikke investeret flere af de midler i udvikling af Østersøens fiskeri, så Østersø-fiskerne ikke står i den dårlige situation, som de gør i dag? Det er mit spørgsmål til fiskernes producentforening.
Afslutningsvis vil jeg endnu en gang opfordre til at Kenn Skau Fischer, som direktør for den største fiskeriproducentforening i Danmark, der repræsenterer en betydelig andel af Bælthavets fiskere, parkerer sin indre embedsmand og finder forretningsmanden frem.
I stedet for disse ‘debatindlæg’ kan han måske forsøge sig med en udviklings- og afsætningsplan med tydelige visioner og mål, som kan inspirere os alle – og sætte en kurs for fremtidens fiskeri og afsætning i Østersøen.
Fiskeriet drukner i politisk fnidder. Nu må det være tid til ‘hardcore business’.
Indlæg af Jesper Redecker Hansen – der er medstifter af Fiskerikajen og chef for bæredygtighed i Nordward Gruppen
På foranledning af FiskerForum.dk har Kenn Skau Fischer som adm. direktør for Danmarks Fiskeriforrenings Producent Organisation som første kommentar til Jesper Redecker Hansen’s indlæg svaret – at han beklager, at Jesper Redecker Hansen føler sig nødsaget til at blive personlig i diskussionen – Men sådan er det måske i »forretningslivet«?
