Alle kan se med i den nye viden, der dukker op i forbindelse med en mulig ny sænketunnel øst for København.
Den nye viden, der indsamles i forbindelse med Sund & Bælts miljøkonsekvensvurdering af en mulig ny sænketunnel ved København, handler blandt andet om Øresunds havbund, vandkvalitet og fisk.
Data fra miljø-konsekvensvurderingen bliver som noget nyt lagt i den offentlige miljø-database VanDa, som Miljøstyrelsen har været med til at udvikle.
Det er første gang, at VanDa forsynes med data fra en miljø-konsekvensvurdering. Normalt rummer VanDa kun viden indsamlet af myndighederne herunder Miljøstyrelsen i forbindelse med hav- og naturovervågningen i NOVANA. Miljøstyrelsen har guidet Sund & Bælt i anvendelsen af VanDa.
Læs Sund & Bælts pressemeddelelse (fra den 10. juli 2024)
»Ambitionen er at øge den samlede værdi af miljø-overvågningsdata fra vores havområder for at kunne træffe de bedst mulige beslutninger. For at beskytte og genoprette vores havmiljø, har vi brug for alle de miljødata, der produceres fra de store infrastrukturprojekter og VE-projekter på havet,« siger vicedirektør Lars Møller Christiansen fra Miljøstyrelsen.
Med beslutning om etablering af Hav-naturfonden er der afsat midler til yderligere udbygning af den nødvendige data-infrastruktur.
Miljøstyrelsen forventer, at det fremover vil blive et krav, at miljødata fra kommende store VE- og Infrastruktur-projekter på havet lægges i bl.a. VanDa.
Læs pressemeddelelsen om hav-naturfonden på Miljøministeriets hjemmeside