»Det skal ikke kunne betale sig at snyde og skade miljøet,« mener miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen. Regeringen vil finansiere stærk kontrol af luftforurening fra skibe og offentliggøre navne på rederier, der bryder reglerne.
Siden 2015 er forureningen med svovl i luften over Danmark mere end halveret. Det skyldes nye skrappe krav til indholdet af svovl i brændstof fra skibe. Men rederier kan spare mange penge ved at snyde og fortsat sejle med det gamle svovltunge brændstof.
Derfor vil regeringen sikre en stærk kontrol med luftforureningen fra skibe og afsætter 12 mio. kroner over de næste fire år.
»Vi tager olieprøver i havne, men vi har også helikoptere til at kontrollere fra luften og en »forureningssniffer« opsat på Storebæltsbroen. Det har været ekstraordinære tiltag, men nu sikrer vi en fire-årig finansiering. Det er vigtigt for at sikre renere luft til gavn for vores sundhed og miljøet,« siger Jakob Ellemann-Jensen.
Rederier, der snyder, straffes med høje bøder. Indtil videre er den største bøde, der er betalt, på 375.000 kroner.
Snyderes navne skal offentliggøres
Rederier, der snyder, risikerer mere end bøder. Regeringen har netop fremsat et lovforslag, der skal gøre det muligt at offentliggøre navnene på dem, der bryder svovlreglerne.
»Vi vil gerne sætte en fed streg under, at man ikke skal spekulere i at spare penge ved at forurene luften. Det skader både sundheden, miljøet og alle de lovlydige rederier. Heldigvis overholder langt de fleste reglerne. For mig handler det ikke om at hænge nogen ud, men om at sikre ren luft og lige konkurrence,« siger Jakob Ellemann-Jensen.
Skibsfarten anslås at være årsag til ca. 20 % af de samlede sundhedsskader fra luftforurening i Danmark.
Kilde: Miljøministeriet FiskerForum.dk