Det kunne man læse i en netop udgivet rapport i NatureResearch i artiklen »A spatial regime shift from predator to prey dominance in a large coastal ecosystem« – der fortæller om det skifte og forandring som Østersøen siden 1970’erne har været igennem. Fra at have mange rovfisk til i dag at være domineret af mindre byttefisk, som brisling, sild og hundestejler.
Denne udvikling i Østersøen er netop blevet beskrevet i det internationalt anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature. Du kan læse rapporten her.
Det har fået Marine Ingredients Denmark til at knytte følgende kommentarer til artiklen / rapporten.
De øgede mængder byttefisk i Østersøen i de senere år har sammenfald med, at mængden af rovfisk er blevet mindre. At der er færre rovfisk skyldes sandsynligvis både fiskeri og de mange sæler, som æder de store rovfisk. Når der er flere små byttefisk øges konkurrencen om føde mellem byttefisk og rovfiskenes yngel.
Den øgede konkurrence om føde betyder, at rovfiskenes yngel vokser dårligere eller ædes, og der bliver længere mellem de gode årgange af rovfisk og derved færre rovfisk.
I artikelen foreslår Eklöf m.fl. (2020) en række tiltag for at genskabe balancen i Østersøen:
- Et målrettet fiskeri efter hundestejler for at reducere hundestejlernes udbredelse og tæthed
- Beskyttelse af rovfiskene gennem fiskeriregulering
- reduktion af sæl og skarv
- beskyttelse af rovfiskenes gyde- og opvækst områder
- Reduktion af næringsstoftilførsel og klimapåvirkning.
MID mener, at det er oplagt at øge fangsterne af byttefiskene, hundestejler og brisling, i Østersøen for at genoprette balancen i økosystemet. Ved genopretning af fx danske søer opfiskes en stor del af byttefiskene, og man udsætter rovfisk (gedder) for at genskabe økosystem-balancen i søen.
Samme princip kan anvendes i et økosystem som Østersøen og kan samtidig være til gavn for både fiskeri og forarbejdnings-industri. Dette bør være en klar politisk prioritering i efterårets kvoteforhandlinger.
Figur: Biomassen af torsk, sild, brisling i Østersøen (Kilde: ICES 2020).
Undersøgelser af biomassen af hundestejler i dele af Østersøen viser, at denne har været kraftigt stigende samtidigt med en reduktion i mængden af rovdyr, som æder hundestejler (Kilde. Olsson m.fl. 2019 og Eklöf m.fl. 2020).
Den seneste videnskabelig rådgivning fra ICES på Østersøbestandene viser, at brislingebestanden er øget, og der er derfor et godt grundlag for at brislingekvoten kan øges betydeligt.