43,5 millioner fra Havnaturfonden og Den Danske Naturfond bliver uddelt til seks lokale projekter, der skal genskabe havnatur med bedre vilkår for ålen, torsken, klyden og brakvandsgedden.
Det nødlidende danske hav mangler i høj grad de fysiske strukturer, der danner grundlaget for en rig havnatur. Stenrev, ålegræs og muslingerev udgør fundamentet for tang og bunddyr og fungerer som skjul, fødesøgningsområder og ynglepladser for fisk som skrubbe, savgylte og torsk.
Nu får seks lokale naturgenopretningsprojekter støtte til at etablere de livsvigtige rev og ålegræsenge fra en pulje under Havnaturfonden, der er aftalt mellem regeringen, SF, K, EL og RV. Puljen er på 43,5 millioner kroner fra Havnaturfonden og Den Danske Naturfond.
De seks projekter ligger i Limfjorden ved Gjøl, i Horsens Fjord, ved Drejø i Det Sydfynske Øhav, ved Voerså syd for Frederikshavn, i Lillebælt ved Vejle Fjord og i Karrebæk Fjord og Dybsø Fjord ved Næstved.
Interessen for puljen til naturgenopretning på havet har været stor med 21 projekter, der har søgt støtte for mere end 150 millioner kroner. De seks projekter, der modtager penge fra puljen, er udvalgt af Miljøstyrelsen og Den Danske Naturfond på baggrund af en række faglige kriterier, blandt andet genopretningspotentiale og lokal inddragelse.

Miljøminister Magnus Heunicke siger:
»Hverken vi, eller havet, kan vente på, at naturen kommer til sig selv uden hjælp. Vi skal aktivt og direkte genopføre fundamenterne for livet i havet. Vi skal bygge stenrev, plante ålegræs og lave levende rev af muslinger. Og der har vi Havnaturfonden som hjertestarter for havet. Med 43,5 millioner kroner fra Havnaturfonden og Den Danske Naturfond kan seks projekter nu hjælpe havnaturen godt på vej med konkret naturgenopretning, der for eksempel hjælper klyden, torsken, ålen og skrubben. Interessen for puljen vidner om en enorm vilje rundt om i landet til at få livet og naturen tilbage i havet. Det gælder både foreninger, kommuner og private fonde, og det er den opbakning, der skal til for at rette op på livet under vandet.«
Den Danske Naturfond har givet 14,5 millioner kroner til puljen for at give mulighed for at hjælpe havets biodiversitet endnu mere.
Formand for Den Danske Naturfond, Bengt Holst siger:
»Det er nødvendigt at hjælpe vilde dyr og planter, som har mistet vigtige levesteder på land og i havet. Derfor er jeg glad for, at Den Danske Naturfond nu også kan være med til at sikre flere og bedre levesteder til havets dyr og planter, som vi igennem de seneste ti år har gjort det for livet på landjorden.”
Ordførerne bag aftalen om Havnaturfonden siger:
Miljøordfører Erling Bonnesen (V):
»Nu tager vi flere initiativer til at forbedre havmiljøet omkring Danmark. Med seks konkrete projekter rundt i landet understøtter vi nu projekter med stenrev, ålegræs og muslingerev til genskabelse af bedre havnatur og bedre levevilkår for fisk og fauna. Det er fornuftigt, at Havnaturfondens midler går til konkrete projekter, der skal genskabe havnatur og det er vigtigt at indsatserne er geografisk balancerede. Havnaturfondens indsatser kan også ses i sammenhæng med andre vedtagne aftaler og indsatser indenfor naturgenopretning og hjælp til vand- og havmiljøet, og vi er derfor godt på vej mod et bedre dansk havmiljø.«
Miljøordfører Leila Stockmarr (EL):
»Det er dejligt at se så stor en interesse fra hele landet i at genoprette havnaturen i vores indre farvande. Det er en gigantisk opgave, vi står overfor med at få livet tilbage, hvor vi også skal have sat ind overfor de trusler, der ødelægger miljøet som bundtrawl, kemikalier og landbrugets kvælstof. Vi er derfor glade for med Havnaturfonden at kunne sparke gang i nogle af de nødvendige projekter med at genskabe rev og levesteder for fisk og bunddyr.«
Miljøordfører Thomas Monberg (S):
»Vi skal have flere yngle- og gydepladser med ro til naturen og fiskene. Også tæt på kysten. Det kræver, at vi får genskabt vores natur i havet. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu giver 43,5 mio. kr. til at plante ålegræs og genskabe stenrev. Og som horsensianer er jeg særligt glad for, at vi skal genskabe stenrev og ålegræsbede i Horsens Fjord for at genoprette tabte levesteder.«
Fakta:
- Der er 43,5 millioner kroner i ansøgningspuljen. 29 millioner kroner fra Havnaturfonden og 14,5 millioner kroner fra Den Danske Naturfond.
- Der blev modtaget i alt 21 ansøgninger (heraf 18 der levede op til betingelserne) for mere end 150 millioner kroner.
- De seks projekter, der modtager penge fra puljen er udvalgt af Miljøstyrelsen og Den Danske Naturfond på baggrund af seks faglige kriterier.
- De er udarbejdet i samarbejde med Havnaturfondens rådgivende udvalg:
-
- Genopretningspotentiale
- projektets modenhed
- tidsplan
- projektbudget
- geografisk placering
- lokal inddragelse
- medfinansiering.
-
FiskerForum.dk’s kommentar
Hos FiskerForum.dk er det afgørende at pege på, at selv velmente initiativer og administrative forbedringer i fiskeriet kun får begrænset effekt, hvis de ikke ledsages af en langt bredere indsats for havmiljøet. Fiskerne står i dag over for udfordringer, der rækker langt ud over kvoter og forvaltning.
Forringelserne af både kystnære og åbne havområder fortsætter, så længe spildevandsudledninger, klapninger og råstofindvinding finder sted i et omfang, der påvirker økosystemerne markant. Samtidig breder havvindmølleparker, energiøer, kabelnedlægninger og anden havinfrastruktur sig i et tempo, der reducerer fiskeriterritorierne og presser erhvervet yderligere.
Dertil kommer forureningen fra store europæiske floder, der hvert år fører næringsstoffer og kemikalier ud i danske farvande via vore sunde og bælter. Det er en påvirkning, som ingen nationale reguleringstiltag alene kan løse.
Uden en samlet, helhedsorienteret indsats på alle disse områder er der risiko for, at selv gode tiltag i fiskeriets struktur og administration aldrig slår igennem på havet, hvor det i sidste ende gælder.



















