De to ledige akademikere, en Cand.mag i engelsk og lingvistik samt en agrobiolog, har hjulpet Hvide Sande Havn med at få overblik over den samlede CO2-udledning.
Det skriver havnen på sin hjemmeside.
- Det er lige fra hvor meget Co2 havnens oprensningsfartøj TRÆL udleder
- til isolering af bygninger
- til en mere bæredygtig affalds-sortering.
Hvad vil det koste og hvad batter det i klimaregnskabet, hvis vi:
- skifter vores diesel- og benzinbiler ud med elbiler
- affaldssorterer i flere fraktioner
- transporterer os mere rundt på havnen på lad- og elcykler?
I en måned har to unge akademikere afdækket grønne potentialer og udarbejdet et CO2- og energiregnskab for Hvide Sande Havn.
Opslagsværket tæller 20 konkrete forslag til bæredygtige forbedringer og har gjort havnen klogere på, hvor meget deres aktiviteter belaster klimaet og hvordan de kan arbejde mere aktivt med den grønne omstilling.
»Vi er blevet tydeligere omkring vores samlede klimaaftryk og hvordan vi systematiserer arbejdet henimod at blive CO2-neutrale. Det er vigtige input, som vi vil bruge som værktøj i vores nye strategi,« siger Bent Haumann, Business Development Manager i Hvide Sande Havn.
Klima på cv’et og hjælp til grøn omstilling
Bag den 30 sider lange rapport står cand. mag i engelsk og lingvistik Bjarke Juhl Holsegård-Rasmussen fra Aarhus og agrobiolog Line Peerstrup Ahrendt fra Videbæk.
De er begge jobsøgende og har deltaget i forløbet »Det Grønne Akademi«, der er en del af Aarhus Kommunes klimaindsats og er et brobygnings-projekt mellem højtuddannede ledige og virksomheder, der vil arbejde målrettet med bæredygtighed.
»Det har været en spændende udfordring. Mit mål er at finde arbejde indenfor CSR og bæredygtighed og med dette forløb har jeg styrket min grønne profil og fået slagkraft til cv’et,« siger Bjarke Juhl Holsegård-Rasmussen, der forud for praktikopholdet hos Hvide Sande Havn har fået undervisning i bl.a. Co2-udregningsmetoder, cirkulær økonomi, CSR, klimaforståelse, 17 verdensmål på Erhvervsakademi Aarhus.
Mindre CO2-udledning og mere genanvendelse
»Hvide Sande Havn er Danmarks femte største fiskerihavn og vestkystens servicehavn for godstransport og aktiviteter i offshore vind-branchen. Havnen har allerede fokus på sin grønne og miljøansvarlige profil og ser sig selv som lokomotivet der kan løfte byen og lokalområdet i en mere bæredygtig retning. Og netop her spiller det nye opslagsværk en rolle,« fortæller havnens Business Development Manager Bent Haumann.
»Klimaregnskabet giver os et godt fundament for vores videre arbejde henimod mere klimaneutral søfart, mindre CO2-udledning og mere genanvendelse. Mange ting vidste vi godt, men de to studerende har også afdækket nye områder, hvor vi kan tage. Takket være deres kortlægning kan vi nu bedre udpege de initiativer, vi vil arbejde med i vores kommende strategi,« siger Bent Haumann.
Det Grønne Akademi er en del af Aarhus Kommunes klimaindsats og fungerer som et brobygningsprojekt mellem virksomheder der vil arbejde med bæredygtighed og højtuddannede ledige. Målet er at opkvalificere virksomhederne til aktivt at kunne arbejde med den grønne omstilling. 16 håndplukkede virksomheder (deriblandt Hvide Sande Havn), syv kommuner og 32 udvalgte ledige har deltaget i Det Grønne Akademi, hvor undervisningsdelen varetages af Erhvervsakademi Aarhus.