Man kan sige meget om den sagsbehandlingstid, som virksomheden North Sea Steelhead og dennes rådgiver Aquamind har været udsat for ved teknisk forvaltning i Ringkøbing Skjern Kommune. Men status efter tre år er, at sagen er gået helt i fisk.
Det skriver Dagbladet Ringkøbing Skjern
Avisen skriver videre, at Johan Nielsen er ved at køre lidt træt i sagsbehandlingen hos Ringkøbing-Skjern Kommune. Som rådgiver og konsulent i firmaet Aquamind har han de seneste to til tre år arbejdet på at sikre virksomheden North Sea Steelhead lov til at etablere et landbaseret anlæg til produktion af regnbueørreder på Nordhavnen i Hvide Sande.
»Jeg har ikke noget imod at få afslag på ansøgningen. Det er mere det, at de ikke kommer med et svar. Jeg synes, det er urimeligt. Enten får man lov, eller også får man et afslag. De må træffe en afgørelse. Det har vi krav på,« siger Johan Nielsen til Dagbladet.
I juni måned sidste år havde konsulenten fra Aquamind og virksomheden North Sea Steelhead, lagt et nyt revideret forslag frem for kommunens teknik- og miljøudvalg, hvor man ansøgte om tilladelse til af udlede mellem 25 og 90 tons kvælstof om året, fra et landbaseret saltvands-fiskeopdræt, via en pip-line og 2 kilometer ud i Nordsøen
HvideSande.nu beskrev sagen i en artikel, som kan læses her
Kommunens forbehold i forbindelse med en miljø-godkendelse her, skal ses i forhold til almindelig praksis og den lovgivning der allerede i dag hersker indenfor dambrugsverdenen, at kommuner ikke giver tilladelse til udvidelser, der foranlediger øget udledning af kvælstof, uden der samtidig træffes foranstaltninger, der modsvarer forøgelsen.
Denne regel har sit afsæt i Indsatsbekendtgørelsen, der direkte dikterer, at der kun må gives nye tilladelser til udledninger til vandområder, hvor miljømålet er opfyldt. Da målet, hverken for Ringkøbing Fjord eller for Nordsøen ud for Hvide Sande, er opfyldt (pga. for højt indhold af klorofyl), kan der i princippet ikke gives tilladelse til udledninger, som ikke direkte modsvares af en tilsvarende reduktion – en såkaldt udledningsneutralitet.
Omvendt kan en rensning af spildevandet, som det ses hos et andet landbaseret produktionsanlæg med laks, Atlantic Sapphire-anlægget på Langsand. Her er det muligt at rense spildevandet inden udledningen og samtidig kan producenten, overfor myndigheder og interessenter dokumentere, at de overholder kravene i miljøgodkendelsen.
Johan Nielsen fra Aquamind, har derfor på vegne af North Sea Steelhead taget kontakt med firmaet DHI, der er en uafhængig, international rådgivnings- og forskningsorganisation med speciale i vandmiljø. De skal undersøge konsekvenserne af kvælstofudledningen og beregne, hvor meget kvælstof der kan forventes at drive ind i det kystnære område. De mængder skal North Sea Stellhead selvfølgelig kompensere for, eksempelvis ved at opkøbe eksisterende dambrug, og stoppe produktionen der, eller ved at opkøbe landbrugsjord,« forklarer Johan Nielsen fra det ansøgende firma.
Kommer der en tilladelse på plads, skal der efter planen opføres et opdrætsanlæg til ørreder. Det vil ske i tre faser, hvor der ved den endelige produktion af ørreder på mellem tre og fire kilo, vil være en årlig produktion på optil 4.800 tons ørreder om året. Hvilket ifølge den eksterne rådgiver vil genererer omkring 50 nye arbejdspladser i Hvide Sande.
Rådgiveren fra Aquamind Johan Nielsen har ikke noget imod et afslag på ansøgningen, men uvisheden og at sagen trækkes i langdrag, syntes han ikke er rimelig. Siden genforhandlingen hos kommunen er der ikke sket alverden. Johan Nielsen mener sagen er havnet i et dødvand og slutter af overfor avisen med, »Vi har efter tre år og talrige møder endnu ikke fået et klart svar fra kommunen.«
Tidligere har man etableret lignende anlæg i Havnene; Thorsminde, Hanstholm, Hirtshals og Skagen. Her har der ingen problemer været, hverken med miljø eller godkendelser.
North Sea Steelhead er ejet af aktieselskabet Danforel, der ifølge virksomhedens hjemmeside, er Europas førende, største og ældste producent af varmrøget ørredfilet. Der produceres i en topmoderne og meget effektiv produktion i Grindsted i en 15.000 m2 stor fabrik, hvor der dagligt produceres op til 120.000 forbrugerpakker af fisk.