Har du haft årets bedste læreplads, eller oplever du det inden den 1. november, så opfordrer vi dig til at sende dit forslag til Fiskeriets Arbejdsmiljøråd mærket med titlen ”Årets læreplads 2024″.
I Fiskeriets Arbejdsmiljøråd kårer vi hvert år ”Årets læreplads”. Vinderen udvælges mellem de fiskefartøjer, der har haft lærlinge om bord i årets løb og er blevet indstillet til prisen.
Derfor vil vi gerne høre fra lærlingene, hvilken læreplads man mener, der kan kvalificere sig til at få æren af at blive kåret som årets læreplads 2024.
Betingelserne for at blive indstillet som årets læreplads er, at lærepladsen har udvist en særlig interesse for at give lærlingen en god start, og at han/hun er blevet introduceret til lærepladsen med særlig vægt på arbejdssikkerhed og god instruktion i arbejdsopgaverne samt de procedurer, man har ombord, og at der ombord er vist respekt og forståelse for, at man er ny og måske ikke fra starten er bekendt med alt ombord, men er kommet for at lære faget.
Vi håber med denne opfordring, at der kommer mange indstillinger. Vi ved, at der er mange gode lærepladser i fiskeriet, og vi håber at høre fra så mange lærlinge som muligt.
Det er bestyrelsen i Fiskeriets Arbejdsmiljøråd, der udpeger årets læreplads ud fra de indkomne indstillinger. Udover fokus på sikkerhed og arbejdsmiljø er man også velkommen til, i sin indstilling, at skrive andre positive oplevelser fra sin tid ombord.
Med kåringen følger et diplom plus en gavecheck på 6.000 kroner til skib og besætning.
Send forslaget til Fiskeriets Arbejdsmiljøråd senest 1. november 2024 gerne på mail: post@f-a.dk eller pr. brev til Auktionsgade 1B, 6700 Esbjerg.