I Danmark er vi ikke så gode til at spise fisk et par gange eller tre om ugen, som Fødevarestyrelsen ellers anbefaler. Men faktisk burde vi måske gøre lige netop dét, for fisk og skaldyr er nemlig utrolig sunde og velsmagende.
Fisk indeholder vigtige vitaminer og mineraler som bl.a. selen, jod og D-vitamin, som kroppen har brug for, men som kan være svære at få nok af gennem andre typer af fødevarer.
Fisk og D-vitamin
D-vitamin hjælper til med kroppens optagelse og udnyttelse af calcium og fosfor, som indgår i mineraliseringen af knoglerne og bidrager dermed til vedligeholdelsen af normale knogler samt muskelfunktion. D-vitamin bidrager desuden til normal funktion af immunsystemet.
Vi kan i kroppen omsætte solens stråler til D-vitamin, men i vinterhalvåret i Danmark er der ikke nok lys til at danne tilstrækkeligt D-vitamin. I kosten findes D-vitamin kun i større mængder i fede fisk som laks og hellefisk, der samtidig har et højt indhold af de sunde Omega-3 fedtsyrer.
Fisk og Jod
Jod findes i mange typer af fisk. Jod er et livsvigtigt mineral og nødvendig for, at skjoldbruskirtlen kan danne de hormoner, der regulerer kroppens stofskifte. Jod bidrager desuden til nervesystemets normale funktion.
Fisk og Selen
Selen findes ligeledes i mange typer af fisk og skaldyr. Selen er et mineral, og har en vigtig funktion som antioxidant i kroppens celler, og har betydning for kroppens immunforsvar. Desuden er selen nødvendig for normal funktion af hjerte-kar-systemet.
Her nedenfor får du en sommeropskrift på en sund og nærende skaldyrs-ret, som giver et boost til den gode sommeroplevelse hvor friske krydderurter samt nye kartofler garneres med rejer og æg.
Skalrejer i nye kartofter med krydderurte-mayonnaise
Du skal bruge følgende ingredienser:
- 400 g skalrejer
- 500 g kartofler
- 0,5 bdt. purløg
- 0,5 bdt. bredbladet persille
- 0,5 bdt. dild
- 4 past. æggeblommer
- 1 citron
- 2 dl neutral olie f.eks. solsikkeolie
- salt og peber
Start med at koge kartoflerne og afkøl dem derefter. Pil så rejerne og stil dem til side. Herefter blendes olie og krydderurterne til en grøn olie, hvorefter
de også stilles på køl.
Udhul efterfølgende de nye kartofler med en lille ske, så der bliver en fordybning ned i kartoflen.
Pisk æggeblommerne luftige med salt og saft af en halv citron og tilsæt så kartoffelresterne og pisk dem helt ud. Tilsæt herefter den grønne olie lidt efter lidt til mayonnaisen har en tyk konsistens. Smag til med salt og peber.
Anret de flotte rejer i kartoflerne med den grønne mayonnaise, drys med lidt fintsnittet persille, og server straks med lækkert brød og en salat.
Velbekomme og god sommer