Torsdag efter påske var, ifølge formanden for Grenaa Fiskeriforening Anders Jensen, en ikke helt almindelig dag. For Fiskerikontrollen havde adskillige uger forinden, forespurgt Fiskeriforeningen om 2 fiskerikontrollører fra Randers samt to nyansatte, kunne få en introduktion i problematikken omkring sø-pakket hummer. Aftalen blev indgået om besøg på Havnen i Grenaa, hvor de efter planen, skulle have en gennemgang med Anders Jensen om retningslinjerne for jomfruhummer.
Det havde formanden for fiskeriforeningen ikke det fjerneste imod, for også her har man et ganske godt og helt udemærket forhold til kontrollen og deres myndighedspersoner. »Selvom bølgerne engang imellem kan gå lidt højt, så jævner det sig kort efter,« forklarer formanden for Grenå fiskeriforening til FiskerForum.dk med et grin.
Anders Jensen, der udover titlen som Fiskeriformand også er indehaver af AS 262 »Laila Mortensen« fortæller videre, at han torsdag morgen blev noget overrasket, da man fra kontrollens side, ikke stillede med de aftalte fire personer, men nærmest havde invaderet havnen med 18 kontrollører og et hav af store køretøjer (9 stk).
En aftale på disse kanter og særligt i Grenå, er en aftale, så en afvigelse på næsten det firedobbelte, var alligevel efter fiskeriformandens mening – »lige i overkanten«. Og Anders Jensen fortæller videre, at det ikke blev meget bedre af, at op til 10 kontrollører fandt vej op til Fiskeriforeningens kontor, hvor foreningens tre kontordamer opholdt sig. Her stillede ordensmagten op, tæt samt uden mundbind og afstand, trods Corona-restriktioner som forsamlingsforbud samt afstandkrav.
Kontorpigerne havde efter mødet store bekymringer, da nogle af de tilstedværende kontrollører, var fra Kolding og netop Kolding havde i ugerne op til torsdagen i sidste uge, haft betydelige og stigende smittetal i deres område.
En fiskeriforening, bemandet med 3 kontordamer der, hvis uheldet var ude, hvor alle måtte gå i isolation, kunne betyde ugers lukning af fiskeriforenings-kontoret. Det havde efter Anders Jensen’s mening været fuldstædigt katastrofalt og nærmest utilgiveligt.
For som han påpeger overfor FiskerForum.dk. »Ikke nok med, at man møder op i diesel- og benzinslugende firhjulstrækkere, hvor man tilsidesætter Regeringens grønne miljøpolitik, men at man samtidig også tilsidesætter Corona-anbefalingerne, med forsamlings-max og mundbindspåbud og ikke mindst afstandskravene, er efter Anders Jensen’s mening ikke nogen god reklame for Fiskeristyrelsen og kontrollen. Man burde i stedet forvente, at netop myndigheds-personer går i spidsen med et godt eksempel og ikke som her, denne torsdag morgen på Grenaa Havn, hvor sprit, mundbind og afstand, nærmest syntes som en by i Rusland for Fiskerikontrollen.
Udefra ser det også lidt mærkeligt ud, når man nu ved hvor tit kontrollen er i Grenaa, at man så ikke spreder dette »kursus« over flere dage. Netop for at undgå større forsamlinger og hvor de »nye« kontrollører helt sikkert også vil få langt mere ud af introduktionen, end når en kødrand af personer står tæt omkring én fisker, der sjovt nok skal undervise dem i deres eget »speciale«.
Men hele denne episode kunne måske lære fiskekontrollørerne noget, for selvom flere påbud er overtrådt, ved deres tilstedeværelse i Grenå, så har det ikke udløst klager fra hverken Havnen eller fiskeriforeningen’s side. Måske burde fiskerikontrollen tage ved lære af dette, så man næste gang en fisker laver en forseelse, istedet giver en løftet finger.