Forbrugere advares mod at spise ulovlige østers fra Limfjorden, efter at NaturErhvervstyrelsens fiskerikontrollører har fundet 35 ulovlige østersdepoter i år. Senest fandt man et i går i Sillerslev Havn på Mors.
Depoterne er spande med østers, som sænkes ned i vandet i havnen, hvor forureningen er betydeligt større end ude i fjorden i de frie vandmasser. Der er ofte rester af smøre- og hydraulikolie, dieselolie og andre skadelige stoffer i havnevandet – for ikke at tale om menneskelig afføring.
”Det er vores opfattelse, at der foregår et stort, sort salg af østers til forbrugerne. Faren består i, at disse østers opbevares i beskidt havnevand, og at der ikke er dokumentation for, at de er fisket i åbne områder, der er godkendt for ikke at indeholde sygdomsfremkaldende bakterier og giftige algetoksiner,” siger Kim Thor Paulsen, vicefiskeriinspektør i Fiskeriinspektorat VEST i NaturErhvervstyrelsen.
Køb autoriseret
Han råder i stedet forbrugerne til at købe østers hos en autoriseret fiskehandler.
”Østers er en meget populær spise til nytår, og derfor forventer vi at finde flere ulovlige depoter den næste uges tid,” siger Kim Thor Paulsen.
Det er typisk tilladt at fange østers fra februar til Sankt Hans og igen fra september til jul. Der er udstedt 150 østerslicenser i Danmark, og i år har hver licens måttet fange 300 kg hver 14. dag.
Når der findes ulovlige østers på markedet, skyldes det typisk, at fiskerne har fisket for meget, og derfor gemmer de ulovlige østers i spande i havnen for at kunne sælge dem til forbrugerne op mod jul og nytår.
Fiskerne kan tjene omkring 10 kr. pr. ulovlig østers.
Kilde: Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
FiskerForum.com