Per Skovmose fra Hanstholm Havns Olieforsyning, etablerer fredag formiddag sit syttende olietankanlæg i en fiskerihavn.
På Hvide Sande Havn fredag formiddag, med solen stående klart og strålende på himlen, arbejder Hvide Sande Shipyards mobilkran flittigt, med den fyrre fods store container fra Hanstholm Havns Olieforsyning, som inden påske, gerne skal være på plads og fyldt med 38.000 liter olie til skibene i Hvide Sande.
Et oliekort til alle tankanlæg
Faktisk er det tankanlæg nummer 19, man nu for mulighed for at tanke ved. For den 55 årige Oliemand fra Hanstholm, har lavet aftale med 2 andre tankanlæg ved Havnene i Danmark. Det er ved FF Skagen og Shell i Hirtshals, hvor man også kan bruge Per Skovmoses »oliekort«, når der skal bunkers olie i fremmede Havn.
På spørgsmålet fra FiskerForum, om årsagen til valget er faldet på Hvide Sande Havn, svarer Per Skovmose, at ideèn med »selvbetjeningstankene«, er for det første at spare penge for fiskerne og sælge olien så billigt som overhovedet muligt samt for det andet at øge tilgængligheden, så olien kan hentes hvor skibene er, uanset deres valg af Havn. Dette er målsætningen for Hanstholm-firmaet, der dagligt følger det internationale oliemarked tæt, og som kun handler hvor det er mest fordelagtigt. Dvs. den nordjyske oliemand ikke er afhængigt af èt olieselskab og deres rabat- og prispolitik, men hele tiden kan justerer indkøbene i forhold til Rotterdam priserne.
Rekordstor olieomsætning
Det er måske netop derfor, at Hanstholm Havns Olieforsyning sidste år rundede hele 30 millioner liter olie. Om denne succesomsætning og indtjening skal tillægges sparede udgifter til lønninger eller det mere handler om en øget tilgængelighed, skal være usagt. Men givet er det, at olieanlæggene fra Hanstholm Havns Olieforsyning har ramt noget hos fiskerne, som de kan lide.
Efter Hvide Sande Shipyard, på en halv time, havde flyttet den 40 fods store container på plads på bukkene og containerlåsene var sat i, kunne Per Skovmose klappe aftalen af med Thyholm Olieservice, der har færdigmonteret containeren og forestået hele opsætningen samt sikringen af de elektriske dele på containeren. Så selvom vandstanden under højvande overstiger to meter, skulle der stadigvæk være luft op til det elektriske på tankanlægget.
Skovmose slutter af med, at han glæder sig til at få tankanlægget i drift i Hvide Sande inden påske og krydser fingre, som mange fiskere sammen med ham, i troen på at tobis sæsonen i år, kommer højere op end de 15.000 tons man har fået i moniterings-fiskeriet til starten af maj måned.