Stigende havtemperaturer er med til at presse pelagisk fisk som for eksempel tobis væk fra Nordsøen. Og det kan blive et kæmpe problem for virksomheder som TripleNine og FF Skagen
Begge virksomheder er storproducenter af fiskeolie og fiskemel, og begge er helt afhængige af pelagiske fiskearter så som tobis.
»I år har vi været ramt af meget lave fangster af tobis i Nordsøen, og tilmed er fangsterne af brisling også gået ned. Faldet i landingerne har medført, at vores kapacitetsudnyttelse i år har ligget 25-30 procent under et normalt år og omkring 50 procent under det, der ville være vores ideelle niveau,« udtaler Jes Bjerregaard, administrerende direktør for TripleNine ifølge Finans.dk.
De foreløbige prognoser indikerer, at kvoterne på tobis og brisling bliver endnu lavere næste år, og TripleNine har for kort tid siden gennemført en fyringsrunde på hovedkontoret i Esbjerg og fabrikken i Thyborøn.
Dette fordi, at TripleNines omsætning faldt i 2018 med 13 procent til 1,6 mia. kr. og indtjeningen faldt 68 procent til 39 mio. kr. før skat. På grund af de vigende råvaremængder og dårlig kapacitetsudnyttelse er presset på økonomien fortsat i år. Ifølge Finans.dk er situationen den samme hos branchens største aktør FF Skagen.
Lektor Mikael van Deurs fra DTU Aqua forklarer, at Nordsøen siden 2002 har forandret sig til et andet farvand end det, vi tidligere har kendt.
»Vandtemperaturen er blevet højere, strømningsmønstrene har ændret sig, og tilførslerne af næringsstoffer fra de store floder er er blevet mindre. Alt i alt ser det ud til, at disse ændringer forringer levevilkårene for især tobis,« vurderer Mikael van Deurs ifølge Finands.dk. Han er en af de eksperter, der leverer rådgivning om tobis og brisling til Det Internationale Havundersøgelsesråd, ICES. Ifølge Mikael van Deurs er der en tendens til, at bestandene af især tobis, men i nogen grad også sild og brisling, bliver mindre og vokser langsommere.
Klimaændringer: En voksende trussel imod pelagisk fiskeri i Danmark.