13 mand arbejder året rundt på Søværnets tre isbrydere i Frederikshavn. De holder skibene i beredskab til at rykke ud, når havet fryser til is.
Besætningerne på isbryderne venter hvert år med spænding på vinteren. For måske netop i den kommende vinter, vil farvandene omkring Danmark fryse til is.
”Vi jubler, når der kommer is. Vi vil gerne ud at vise vores berettigelse og vise, at vi har passet ordentlig på skibet. Det er vores faglige stolthed”, siger maskinchef på ISBJØRN, Henrik Nielsen. Der er dog langt mellem isvintrene i Danmark, og Henrik Nielsen forudser, at isbryderne nok heller ikke i år får lejlighed til at vise, hvad de duer til.
Klar til udrykning
Søværnets tre isbrydere, ISBJØRN, DANBJØRN og THORBJØRN, beskæftiger hele året 13 mand.
”Vi er vedligeholdelsesbesætningen. Når isbryderne sejler, er der en ekstra besætning på 25 mand på hvert skib. Det er blandt andre personel fra de enheder, der ikke er aktive om vinteren. I år er det for eksempel fra GRIBBEN og SØLØVEN”, forklarer Henrik Nielsen.
Isbryderne er et beredskab ligesom brandbilerne. De rykker ud, når isen er så tyk, at almindelige skibe ikke kan sejle. De er en forsikring mod, at landet ikke går i stå, selv om farvandene fryser til. Fra 15. december og til udgangen af marts er isbryderne på isvarsel. Det betyder, at enhederne skal være klar til at rykke ud i løbet af 48 timer.
”Vi skal bruge 48 timer til at gøre os klar til sejlads. Vi skal have proviant, olie og besætning om bord. Det kræver en utrolig logistik. Vi kan ikke til stadighed have i olie tanken, for den bliver dårlig af at ligge for længe”, siger han.
Fryser på en nat
”Isen skal have en tykkelse på 10-15 centimeter eller derover, før vi går i aktion. Der skal mange faktorer til, før der bliver dannet is. Men når det så først fryser, kan det lukke til med is i løbet af en nat”, siger maskinchefen på ISBJØRN.
Isbrydernes stævn er forstærket med 32 millimeter stålplader. Det er over dobbelt så meget, som på almindelige skibe. Forstærkningen gør isbryderne i stand til at sejle gennem is af en meters tykkelse, uden at sænke farten.
Selv om der ikke har været isvinter i Danmark i de seneste 12 år, har der alligevel været brug for de danske isbrydere. Da vandet i Den Baltiske Bugt frøs til is i 2006, stak DANBJØRN over Østersøen og hjalp svenskerne. Dengang var isen mellem halvanden og to meter tyk.
Af økonomiske årsager sejler isbryderne hverken øvelser eller andre opgaver i årets løb.
”Vi sejler ikke bare for sjov. Det er for dyrt. DANBJØRN og ISBJØRN er begge over 40 år. Det er store og tunge skibe, der sluger også meget brændstof”, siger ISBJØRNs maskinchef.