Den kommende forstander er allerede godt kendt med Skagen Skipperskole, arbejdsgangen og kollegaerne. – Det er nemlig nuværende viceforstander Anders C.T. Andersen der overtager roret til april.
Anders overtager styringen efter Jørgen Chr. Jensen, som har været skolens forstander i over 20 år.
”Jeg er klar over at det er en stor arv, jeg skal løfte efter Jørgen C. Jensen, men jeg har fuld opbakning fra alle ansatte på skolen, hvilket er det bedste kort man kan tænke sig i et nyt job, ” siger Anders Andersen med masser af gå-på-mod til udfordringerne der kommer.
Og en udfordring der ligger lige for, er byggeriet af den nye Skipperskole. ”Jeg ønsker at bringe ”ånden” fra den gamle Skagen Skipperskole over i de nye bygninger,” oplyser Anders Andersen om byggeriet som skal indvies den 11. november 2011, klokken 11:11.
Anders Andersen var selv elev på skipperskolen, og blev uddannet fiskeskipper 1984-1985 efter at hans karrierer til søs startede allerede i 1974 med et togt på Skoleskibet Danmark. Efter skoleskibet er flere forskellige jobs til søs blevet praktiseret. Anders har været Fisker, fiskerskipper, og styrmand og overstyrmand i rederiet DFDS.
Fremtiden:
”Jeg forventer mig at fremtiden vil sætte endnu større fokus på uddannelse. Og jeg håber at kunne fremme dialogen med erhvervet. Jeg tror at alle kan se nødvendigheden af uddannelse, men det er vigtigt at det er en uddannelse, der er relevant, og som alle kan bakke op om,” siger Anders Andersen og slutter: ”Jeg håber og tror på at Skagen Skipperskole kan være med til at sikre fremtiden for dansk fiskeri og søfart.”