Den Nordjyske Værft’s afdeling i Polen, Karstensen Shipyard Poland Sp. Zo.o. i Gdynia, har netop søsat nybygningen PD 265 »Lunar Bow« og kurs og fart er nu sat til Skagen.
Nye »Lunar Bow« bugseres af slæbebåden »Serval« der netop i disse timer ligger SydVest for Bornholm og som det næste døgns tid vil passere Øresund med Kronborg om bagbord for at sejle videre Øst om Anholt i Kattegat og derefter lægge til i Skagen ved Karstensens Skibsværft.
Nybygningen til det skotske familieejede fiskeselskab Lunar Fishing Co. Ltd i Petershead, bliver på 88 meter med en bredde på 16 meter, hvilket er knapt tyve meter længere og halvanden meter bredere end forgængeren gamle »Lunar Bow«, der i sin tid blev bygget ved Simek A/S i Flekkefjord Norge.
Det skotske fiskeselskab Lunar Fishing Co. Ltd og Lunar Freezing har base både i Petershead, Fraserburgh og Aberdeen, hvorfra de leverer sild og makrel samt hvidfisk til hele verden.
Karstensen har tidligere bygget pelagiske fartøjer til Lunar Fishing Co. Ltd. Det var nybygning nr. 431 »Kings Cross« der blev bygget for Lunar Fishing Co. Ltd samt Wiseman Fishing Co. Ltd . med levering i oktober måned 2016 og nybygning nr. 432 »Pathway« bygget alene til Lunar Fishing Co. Ltd, der blev leveret året efter i juni måned 2017.