På lørdag den 22. juni slår Flådestation Frederikshavn porten op for publikum til en spændende dag, der byder på et væld af aktiviteter og rundvisninger, som afspejler nogle af de mange opgaver, søværnet løser.
Åbent-hus dagen varer fra klokken 10.00 til 16.00. Ved arrangementets start marcherer Søværnets Tamburkorps gennem Frederikshavns gader til Tordenskjoldsstatuen på Fisketorvet hvor der spilles op og samtidig slås dørene op til Flådestationen hvor aktiviteterne starter.
Man kan blandt andet se en helikopter på nært hold og komme på rundvisning på inspektionsskibet THETIS, der sejler i Nordatlanten. Også ESBERN SNARE inviterer på rundvisning og et indblik i, hvordan hverdagen er om bord, når skibet er indsat i pirat-operationer.
Desuden demonstrerer Frømandskorpset, hvordan de sættes om bord på et skib, kystredningstjenesten demonstrerer en redningsaktion, og der er demonstration af det udstyr, som søværnet bruger til at rydde miner fra havbunden. Publikum kan også selv komme til søs og se flådestationen fra vandet eller prøve at slukke en brand.
Der vil også være et væld af udstillinger og mulighed for at besøge flådestationens værksteder.
Se programmet her nedenfor.