Det har været trænge tider for Lyst- og fritidsfiskeriet og det ser ud til at fortsætte i 2023 også, for Fiskeristyrelsen foreskriver stadig, at der må fanges max én torsk og én laks om dagen for denne gruppe af rekreative fiskere i Danmark.
Den fortsat dårlige biologisk tilstand for flere fiskebestande i Østersøen får også betydning for det rekreative fiskeri. I 2023 må man derfor fortsat, som i 2022, kun hjemtage én torsk om dagen, og der må kun hjemtages én fedtfinneklippet laks (dvs. laks, der har fået fedtfinnen klippet ved udsætning) pr. dag pr. person.
Østersøen
Med vedtagelse af EU-reglerne om fastsættelse af fiskerimuligheder i 2023 for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande i Østersøen, er det besluttet at videreføre de begrænsninger, som blev indført i 2022. For det erhvervsmæssige fiskeri videreføres også de kvoter, som blev udmeldt i 2022, hvor f.eks. kvoten for torsk i vestlig Østersø blev reduceret med 88 pct.
Reglerne gælder alle farvande omkring Fyn, det østlige Sønderjylland, Østjylland og det meste af Sjælland og Bornholm
Reglerne ligger i forlængelse af de begrænsninger, der blev indført fra 1. januar 2017 som led i indsatsen for at sikre og genoprette torskebestanden i Østersøen, og hvor man som lyst- og fritidsfisker dengang måtte hjemtage fem torsk om dagen.
Max én torsk om dagen og lukkeperiode
Reglen betyder, at man som lyst- eller fritidsfisker i hele 2023 højst må hjemtage én torsk om dagen, når man fisker i farvandene omkring store dele af Syd- og Østdanmark i den vestlige Østersø.
I den kommercielle lukkeperiode, fra 15. januar til 31. marts 2023, der har til formål at beskytte gydeområderne, er rekreativt fiskeri af torsk også helt forbudt.
Øst for Bornholm (underområde 25 og 26) er der fortsat et generelt forbud mod rekreativt fiskeri efter torsk hele året. I området vest for Bornholm (underområde 24) må der alene udøves rekreativt fiskeri efter torsk inden for seks sømil fra basislinjen.
Max én laks om dagen
I 2023 er der ligeledes restriktioner i det rekreative fiskeri efter laks. Der må i 2023 højst hjemtages én fedtfinneklippet laks (= laks, der har fået fedtfinnen klippet ved udsætning) pr. dag pr. person, og når man fisker laks skal alle fisk, uanset art, landes som hele fisk.
Reglerne gælder også, hvis man tager ud og fisker i området med en turbåd.
Som lyst- eller fritidsfisker skal man genudsætte fisk under mindstemålet. En lille torsk eller laks (over mindstemålet) skal hjemtages, hvis den ikke kan genudsættes i levende tilstand. Og fiskeriet er slut den dag, da den daglige fangst er sket.
Link til kort med angivelse af underområder i den vestlige Østersø hvor begrænsningerne gælder
Link til Rådets forordning (EU) 2022/2090 af 27. oktober 2022 om fastsættelse for 2023 af fiskerimuligheder for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande i Østersøen