Ved det igangværende møde i London, har IMO’s Council tidligere i dag valgt ny generalsekretær. Efter afstemning blev Koji Sekimizu fra Japan valgt af Councils 40 medlemmer.
Søfartsstyrelsens direktør Andreas Nordseth udtaler:
”Jeg er glad for resultatet af valget med Koji Sekimizu som ny generalsekretær i IMO. Det har været et stærkt kandidatfelt som Council skulle foretage sit valg ud fra –alle kandidaterne har præsenteret forskellige visioner for IMO i fremtiden. Med valget af Koji Sekimizu får IMO en generalsekretær, der har indgående viden om maritime forhold og regulering, herunder tekniske, samt en person, der har præsenteret en klar vision for IMO’s fremtidige indsats, og hvorledes arbejdet i IMO kan effektiviseres.”
Valget blev foretaget af de 40 medlemmer af Council, herunder Danmark. IMO’s Generalforsamling skal i november bekræftes af IMO’s generalforsamling, hvor alle IMO’s 169 medlemsstater deltager. Koji Sekimizu er valgt for perioden 1. januar 2012 –31. december 2015, og Council har tidligere besluttet, at en generalsekretær maksimalt kan sidde i 2 perioder af 4 år.
Der var i alt 6 kandidater til posten som generalsekretær (alfabetisk efter land):
Andreas Chrysostomou, Cypern
Neil Ferrer, Filippinerne
Koji Sekimizu, Japan
Esteban Pacha, Spanien
Lee Sik Chai, Sydkorea
Jeffrey Lantz, USA