Det er det tredje udbrud af fiskesygdommen indenfor et par uger, der nu har ramt et dambrug i Holsted. De to første dambrug lå henholdsvis i Stouby ved Hedensted og ved Bylderup-Bov i Aabenraa kommune.
Dambruget i Holsted, der er smittet med fiskesygdommen IHN, fik Fødevarestyrelsen til at lukke for dambruget og sikre med en restriktionszone.
I en kommentar til dette tredje udbrud blandt ørreder, siger souschef i Fødevarestyrelsen Tim Petersen, »Desværre viser vores undersøgelser, at endnu et dambrug er smittet med IHN. Vi har oprettet en restriktionszone i afvandingsområdet omkring dambruget for at hindre yderligere smittespredning,« siger han og henviser til at åer og vandløb, der er forbundet med dambruget, nu er under offentligt tilsyn.
Det betyder, at dambruget i Holsted, der producerer forskellige slags ørreder, (cirka 150 tons fisk i dambruget). Dette dambrug er nu under offentligt tilsyn, og dermed må der ikke flyttes fisk, produkter eller udstyr til eller fra dambruget.
Desuden har Fødevarestyrelsen oprettet en restriktionszone i åer og vandløb, hvilket betyder, at blandt andet lystfiskere skal desinficere deres udstyr efter brug, hvis de fisker indenfor denne zone.
Fødevarestyrelsen kender endnu ikke kilden til udbruddet
Men dambruget i Holsted kom under mistanke, fordi det har leveret fisk til en sø i Tyskland, hvor der er fundet smitte med IHN. For at begrænse smittespredningen sporer Fødevarestyrelsen kontakter til de smittede dambrug, herunder de forsendelser af fisk, der er sendt til og fra dambrugene. Eventuelle andre dambrug i Danmark, der har haft smittefarlig kontakt til dambrugene, bliver sat under offentligt tilsyn, til de er undersøgt for IHN.
Fiskesygdommen IHN er dødelig for fisk, men smitter ikke til mennesker. Forrige uges udbrud af sygdommen i et dambrug med ørreder i Stouby ved Vejle var første gang, der blev konstateret smitte med IHN i Danmark. Udbruddet kan få alvorlige konsekvenser for dambrugserhvervet i Danmark og give anledning til, at eksportmarkeder og samhandelslande vil begrænse handel med levende fisk og fiskeprodukter fra Danmark i en periode.
- Infektiøs hæmatopoietisk nekrose (IHN) er en virusbetinget sygdom hos regnbueørreder og andre laksefisk. Virus hører til genus Novirhabdovirus i familien Rhabdovidiae. Virus er beslægtet med viral hæmorrhagisk septikæmi (VHS) virus og er genetisk mere beslægtet med Lyssavirus genus (rabiesvirus) end med vesiculovirus genus (VSV).
Aqua DTU skriver videre omkring sygdommens symptomer og patologi
- Inkubationstiden er under opdrætsforhold normalt 1-3 uger og afhænger af fiskens alder, viruskoncentration og især vandtemperatur, således er der set inkubationstider på op til 3 måneder i vinterhalvåret.
- De kliniske symptomer udvikler sig fra akutte/subakutte i løbet af 2-3 uger. I begyndelsen ses som regel pludselig opstået nervøsitet og uro hos fiskene, uden at der kan påvises specifikke symptomer. Senere observeres mørkfarvning, udstående øjne, blege gæller og sløvhed. Blødninger kan ofte ses omkring øjnene samt i hud og muskulatur. Bugen kan være udspilet af væske.
- Mod slutningen af udbrud er blødningerne som regel mindre udtalte, medens der i stedet ses abnorme svømmebevægelser med drejning omkring længdeakslen. Der ses ofte såkaldte pseudocasts (gråhvide tråde bestående af fæces og tarmepitel), som hænger fra gatåbningen. En stor del af de overlevende fisk efter et IHN udbrud, op til 20%, kan få voldsomme deformiteter i hvirvelsøjlen. Høj dødelighed ses ved vandtemperaturer op til 15°C.
- Ved opklipning er de typiske organforandringer først og fremmest blødninger. Disse findes som regel i muskulatur, hud, gæller, lever, milt, nyrer, hjerte, hjerne, svømmeblære og i subserøst perivisceralt fedtvæv.
- IHN forekommer især i fisk mindre end 100 g. Dødeligheden hos yngel kan være 80-90%, mens den hos sættefisk sjældent overskrider 20-30%.