Det er måske løsningen på vores lokale sælproblemer rundt omkring. Hvis vi ikke kan komme af med sælerne på anden vis, så genindfør jagten på dem og spis så dette velsmagende pattedyr, som sikkert mange, især fiskerne vil nyde at sætte tænderne i.
Gør som forfatter Lena Lauridsen beskriver for den grønlandske avis Sermitsiaq, lav en honningstegt sæl. Selvom mange sikkert rynker lidt på næsen, skal man ikke tage fejl af denne spise, som Lena Lauridsen selv beskriver som har smagen af gammeldags oksesteg med et lille tvist.
Så hvis man har nysgerrigheden og modet til at prøve, så bliver man oftest positivt overrasket. Derfor skaf følgende:
- En nyresteg fra en ung sæl
- En bøtte honning (eller mere)
- salt og peber
Sælkødet rengøres og krydres med salt og peber. Kødet brunes med et par skefulde honning i en stegegryde. Herefter skal det småsimre under låg i ca. en time, til det er mørt. Tilsæt løbende mere honning. Stegen vendes i gryden cirka hver 10.-15. minut.
Voilá – Så er der serveret en lækker sælkødssteg – det var da nemt.
Velbekomme