The International Coalition of Fisheries Associations (ICFA), som Danmarks Fiskeriforening DFPO er en aktiv deltager af, lancerer nu en opdateret hjemmeside. Dette globale fiskerisamarbejde forener nu kræfterne, helt fra Taiwan over USA til Skotland der således spænder over 24 medlemsorganisationer på hele 6 kontinenter.
[ICFA, (se hjemmesiden her)](https://fishcoalition.org/) der blev etableret tilbage i 1988, agerer som en samlet stemme for beslutningstagere i spørgsmål om globalt fiskeri og skaldyr. Den nye hjemmeside fungerer som en central informationshub, hvor interesserede kan dykke ned i samarbejdets detaljer og aktiviteter.
De 24 medlemsorganisationer repræsenterer tilsammen 29.000 fartøjer globalt, der lokalt skaber 1,1 millioner arbejdspladser og som er dedikerede til bæredygtig forvaltning af marine ressourcer. Gennem deltagelse i FN-møder omhandler ICFA aktuelle fiskerispørgsmål, og organisationen har etableret sig som en væsentlig stemme i bestræbelserne på at sikre den globale fødevaresikkerhed.
Den nye hjemmeside markerer et skridt fremad for ICFA i at formidle deres engagement for bæredygtighed og samarbejde på tværs af landegrænser, mens de fortsat arbejder på at forankre fiskeriindustriens interesser på den internationale scene.