Sådan opleves det for nogen i fiskeriet for tiden, der med gode afregningspriser på den lille proteinfisk tobis, har givet de Nord- og Vestjyske trawlere, der har rigget om til tobisfiskeriet, en tiltrængt og længe ventede økonomisk indsprøjtning.
Det er gode nyheder i en tid hvor konsumfiskeriet halter bagefter med både ringere omsætning og afsætning, pga, den verserende Covid-19 pandemi. En Corona-epidemi der specielt har stoppet eksporten af fisk og skaldyr til det store Sydeuropæiske restaurant- og café-segment, der traditionelt har været storaftagere af de bedste danske kvalitetsfisk og skaldyr.
Så med prisen i bund for konsumfisk, er et godt tobis-fiskeri, med en fornuftig afregning på omkring 2,00 kroner kiloet, den redningskrans der får en stor del af flåden til at holde sig flydende og polstre den til de usikre tider der venter forude. Både med en langsom opstart af de lukrative eksportmarkeder, men også med udsigten til en for mange et uforudsigeligt Brexit, som ingen tør spå om hvor ender.
Den lysegrønne optimisme omkring industrifiskeriet, fornægter sig dog ikke, for med de seneste ugers gode fangster af tobis tæt på den jyske vestkyst, sikre dette økonomisk en lang række af fartøjer knyttet de Nord- og Vestjyske havne. Det er samtidig også en meget velkommen aktivitets-stigning ved havnene, både for fiskemelsfabrikkerne, men også for følgeindustrien på havnene, der således også kan holde hjulene igang, trods et trængt konsumfiskeri på vågeblus.
Udviklingen betegnes af mange som en succeshistorie, da fiskeriet efter tobis overvejende er foregået i område 2 i Nordsøen, tæt på den jyske vestkyst. Her må rationsfiskerne hente op til 100 tons tobis om ugen, der med de korte rejsetider og den gode afregning, henter et solidt plus på bundlinjen.
I tobis-område 2, må danske fiskere i indeværende sæson hente op til 60.000 tons tobis i år, ud af en samlet dansk tobiskvote på 215.800 tons.
Man skal huske på, at et godt tobis-fiskeri ikke kun er godt for de store industri-trawlere, men i lige så høj grad også for de mindre fartøjer, der med rationsfiskeriet efter tobis, i en periode har mulighed for at lande den lille proteinfisk, frem for at fiske efter konsumarter, der prismæssigt ligger underdrejet for tiden. Et rationsfiskeri der desværre snart er slut, da rations-kvoten er opfisket.
Det vil efterlade en lang række fartøjer i en svær og meget vanskelig situation, for spørgsmålet trænger sig på efter rationsfiskeriet, skal man så rigge om til konsum eller skal man ligge standby i havn til bedre tider. Problemet bliver først rigtigt stort og nærmest uoverskueligt, hvis de mindre og mellemstore trawlere, som i disse uger fisker ration på tobis, vælger at rigge om til konsumfiskeriet igen. Dette vil skabe et yderligere pres på dette i forvejen meget pressede konsumfiskeri, der på det seneste har oplevet historisk lave og endnu faldende afregningspriser.
De traditionelt gode udenlandske markeder er der ikke lige nu, og afsætningen samt omsætning af fisk til det danske marked alene, kan ikke opveje manglen på det andet. Man bør istedet udvide de nuværende støtteordninger, med en midlertidig oplægningsordning, så man i højere grad lægger det ud til den enkelte fisker, om han ønsker at fortsætte sit fiskeri eller om han vil lægge fartøjet op for en periode. Forslaget om at nedfryse de fangede konsumfisk, som foreslået af Fiskeriministeren, synes ikke umiddelbart at være en farbar vej. For de nedfrosne fisk, skal på et tidspunkt ud på markedet igen og konkurrerer med friske og ferske fisk. Det bider sig selv i halen.