Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen åbner nu igen den populære støtteordning til danske fiskefartøjer, der investerer i ny teknologi, som eksempelvis gør det lettere at overholde forbuddet mod at smide små fisk tilbage i havet.
En større pose penge er på vej til fiskere, der ønsker at gøre en indsats for at fiske mere skånsomt og miljørigtigt.
24 mio. kroner bliver delt ud til investeringer på danske fiskerfartøjer, der skal nedbringe udsmidningen af fisk og give mindre miljøpåvirkning.
»Indførslen af ny teknologi på danske fartøjer er både en økonomisk vækstfremmer for erhvervet og en effektiv måde at sikre miljøet på. Jeg regner med, at støtten på sigt kan føre til mere selektivt fiskeri, bedre redskaber på fartøjerne og mindre miljøpåvirkning,« siger miljø- og fødevareminister, Eva Kjer Hansen.
I 2016 vil puljen som noget nyt give støtte til fiskere, der ønsker at omrigge fra trawl til garnfiskeri, hvilket giver en mindre påvirkning af havbunden, ligesom der også gives støtte til ansøgninger, der fokuserer på at gøre det lettere at være kystfisker. F.eks. redskaber, der skal forhindre sæler i at ødelægge og fortære fiskernes fangst.
Stor søgning i 2015
Mindre fartøjer i kystfiskeriet blev også tilgodeset. Ud af 167 projekter stod kystfiskerne med fartøjer under 17 meter for 64 projekter.
Ordningen kørte med stor succes i 2015, som var første år efter fiskerireformen i EU, og der var massiv søgning. Særligt stor var interessen for at investere i udstyr og redskaber såsom bedre net, så fiskerne kan undgå udsmid af fisk og få de fisk med i land, som de tidligere smed ud.
Der blev også investeret i eksempelvis ismaskiner og pakning ombord, der bidrager til en højere kvalitet af de landede fisk. Sidste år blev der delt 40 mio. kroner ud.
Årets støtteordning åbner 1. februar 2016.
Læs mere om ordningen og find ansøgningsmaterialet NaturErhvervstyrelsens hjemmeside