For knap to uger siden fik den norske rejetrawler »Astrid Ann« ikke nok kraft og power på motoren. Det er virkelig ikke en god eller holdbar situation, når man skal trække et trawl. Fartøjet lå ud for Egersund i Norge, hvor de måtte afbryde fangstrejsen, for at gå ind og lande fangsten.
En hurtig skipper-udregning viste, at ved at sejle i alt fyrre timer til Hirtshals i Danmark og retur, ville de efter al sandsynlighed være op til fire til fem dage tidligere tilbage i fiskeriet, efter rejer ud for Egersund igen.
Det fortæller skipper Agnar Langtveit fra »Astrid Ann« til Fiskerimagasinet.no.
Selv fortæller Agnar Langtveit, »Vi kontaktede nogle norske motorværksteder. Men da det var torsdag, var der usikkerhed om, hvad der kunne gøres og om man i det hele taget kunne nå en reparation inden weekenden. Det skulle tjekkes nøje, hvad der var galt, og der skulle bestilles dele m.m. Der kunne hurtigt gå et par dage ind i den efterfølgende uge, før delene var på plads og reparationen kunne udføres,« fortæller skipper Agnar Langtveit til Fiskerimagasinet.no.
Værksted i Hirtshals blev løsningen
Rejefiskeriet er for tiden helt i top, både med gode fangster og en god kvalitet. Så Agnar Langtveit kontaktede Vestkajen Maskinværksted i Hirtshals. Det var tydeligt, at temperaturen på en af cylindrene i motoren, en Caterpillar 3500, var alt for lav.
Værkstedet rådførte sig med Zeppelin Danmark A/S, som forhandler Caterpillar i Danmark, og som Vestkajen Maskinværksted har agentaftale med. Det blev hurtigt afklaret, at der var en defekt injektor på den pågældende cylinder, det var galt med.
»Det ville ellers være mere naturligt, at bruge en forhandler i Norge, for Ponpower AS har værksted kun en times kørsel derfra. Men de havde ikke reserve-delene på lager og kunne ikke udføre reparationen på så kort tid, men henviste istedet til en tid i slutningen af næste uge, forklarer fiskeskipperen til Fiskerimagasinet.no.
Alt blev ordnet på få timer i Hirtshals
Skipperen kontaktede Vestkajen i Hirtshals igen, samtidig med at »»Astrid Ann« satte kurs og fart mod Hirtshals. Her ankom »Astrid Ann« lørdag morgen, hvor en servicetekniker fra Zeppelin stod klar med en ny injektor. Denne blev hurtigt installeret og motoren efterfølgende testet.
Lørdag aften stod »Astrid Ann« så atter ud af Hirtshals Havn, med kurs mod Egersund, hvor de kunne begynde at fiske efter midnat søndag til mandag, når helligdagen var forbi, forklarer afdelingsdirektør Morten Mikkelsen fra Vestkajen Maskinværksted.
280 sømil tur/retur
Fra Egersund til Hirtshals er der godt 140 sømil. Så retur blev det til i alt 280 sømil, hvilket tog omkring 40 timer at sejle frem og tilbage. På trods af denne rejse-tid havde »Astrid-Ann« mindst 4 til 5 dage mere at fiske i, end hvis de havde lagt til kaj i Egersund og ventet på, at den norske repræsentant for Caterpillar skulle skaffe reservedele og få reparationen udført.
Trawleren »Astrid Ann« er bygget i Storbritannien tilbage i 2005. Den har en længde på 26 meter og fisker mest efter rejer, fangsten leveres normalt i Egersund eller Arendal i Norge.