Torsdag den 28. september 2023 udsendte Miljøministeriet Hørings-materiale til udvalgte hørings-partnere, der omhandler udkast til indsatsprogram for Danmarks Havstrategi II, samt udpegning af nye beskyttede havstrategiområder i Nordsøen, Skagerrak, Kattegat, Bælthavet og Øresund samt Østersøen omkring Bornholm.
Høringen afsluttes onsdag den 20. december 2023
EU’s havstrategidirektiv fra 2008 og den danske havstrategilov fra 2010 sætter rammerne for, hvordan vi skal sikre et godt havmiljø i Danmark. Hvert 6. år skal Danmark i henhold til havstrategidirektivet udarbejde en ny havstrategi, herunder passende beskyttelsesforanstaltninger. Første del af Danmarks
Havstrategi II beskriver den nuværende miljøtilstand i havet og sætter mål for den ønskede tilstand.
Den udkom i 2019 og blev fulgt op af et overvågningsprogram i 2020, som er anden del af havstrategien. Indsatsprogrammet er sidste og tredje del af Danmarks Havstrategi II, og det gælder for perioden 2023-2027. Som en del af indsatsprogrammet udpeges nye beskyttede havstrategiområder.
Udkast til indsatsprogram samt udkast til nye beskyttede havstrategiområder er omfattet af denne høring.
I den anledning har Marianne Bigum MF (SF), der er formand for 2030-netværket, ordfører for bl.a. EU, global klimapolitik, natur og udvikling, stillet miljøminister Magnus Heunicke følgende spørgsmål i Miljø- og Fødevareudvalget – spørgsmål 72.
Spørgsmålet lyder: Vil ministeren for hver af følgende aktiviteter redegøre for, om ministeren mener, at aktiviteten skal være forbudt i de beskyttede havområder, som er indberettet til EU: bundtrawl, muslingeskrab, havbrug, klapning (deponering af sediment og havneslam på havbunden), olie- og gasaktiviteter, råstofudvinding, krydstogtskibssejlads og –ophold?
Vil ministeren redegøre for, hvad den reelle beskyttelse er i de områder, som Danmark har indrapporteret til EU som beskyttede?
Svar fra Miljøminister Magnus Heunicke (S)
Med Aftale om Danmarks Havplan af 7. juni 2023 mellem regeringen, Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige er det besluttet, at aktiviteter kan finde sted i de almindeligt beskyttede havstrategiområder, hvis det efter en konkret vurdering kan ske uden at skade områdets miljømæssige integritet.
I havplans-aftalen blev det derfor vurderet:
- fiskeri med bundslæbende redskaber ikke kan foregå i de almindeligt beskyttede havstrategiområder. Fiskeri med bundslæbende redskaber vil derfor blive forbudt.
- Enkelte aktiviteter vil dog blive undtaget fra kravet om en sameksistensvurdering i de almindeligt beskyttede havstrategiområder og vil derfor kunne finde sted uanset den miljømæssige påvirkning. Det drejer sig f.eks. om krydstogtsejlads og – ophold.
- Det er ligeledes i aftalen besluttet, at i strengt beskyttede havstrategiområder beskyttes hele det marine økosystem. Beskyttelsen omfatter således både alle havbundens overordnede naturtyper og dertil knyttede arter, samt arter og miljø i vandsøjlen og på havoverfladen.
- Aftalepartierne bag havplans-aftalen er enige om, at udpegningen af strengt beskyttede områder ikke skal medføre restriktioner ift. sejlads.
- De øvrige aktiviteter, der nævnes i spørgsmålet, vil blive forbudt, dvs. bundtrawl, muslingeskrab, havbrug, klapning, olie/gasaktiviteter og råstofudvinding.
- Kun de aktiviteter, der er nævnt i bilag 1, vil være tilladt i de strengt beskyttede havstrategiområder
- Restriktionerne i havstrategiområderne indgår i havstrategiens indsatsprogram, der pt. er i offentlig høring og forventes at træde i kraft i foråret 2024.
De modtagne høringssvar vil blive offentliggjort på Hørings-portalen. Ved afgivelse af hørings-svar samtykkes til offentliggørelse af høringssvaret, herunder afsenders navn og mailadresse.