Fastelavnssøndag den 19. februar, samarbejder Hirtshals Redningsstation og Hirtshals Fiskeriforening igen om at afholde det årlige arrangement.
»Traditionen har eksisteret siden overlevelsesdragter blev obligatoriske på fiskekuttere, og formålet med arrangementet er at give fiskere og redningsmænd mulighed for at teste og vise effektiviteten af deres overlevelsesdragter i det kolde vand«, fortæller Henrik Ledet og Claus Olsen fra Hirtshals redningsstation.
Klokken 13 starter arrangementet i jollehavnen ved Hirtshals Redningsstation, hvor fiskere og redningsmænd iført overlevelsesdragter hopper i havnen og slår »katten af tønden«.
Derefter bliver årets Havkatte Kong eller Dronning kåret, og bagefter serveres der gratis fiskefrikadeller, forfriskninger og fastelavnsboller til børnene.
»Arrangementet har altid været en stor succes og en god mulighed for at samle lokalsamfundet og vise vores overlevelsesdragter i praksis. Vi opfordrer alle til at komme og være en del af festen og samtidig støtte den vigtige arbejdsopgave vi har som redningsmænd.” fortæller Henrik Ledet og Claus Olsen, begge deltidsredningsmænd på Hirtshals Redningsstation
Arrangementet plejer at trække mange besøgende, så man opfordres til at komme i god tid og ikke gå glip af den spændende og underholdende begivenhed.