Der er påfaldende stille fra både havbiologer og natur- og miljøfolk, når talen falder på hvor meget »skade« både skarv og sæler har forvoldt på vores fælles natur og stadig gør.
Det er ikke nogen nyhed, at skarven spiser fisk, og at mange skarver spiser mange fisk. Derimod er det nyt, at der nu er indledt et nordisk samarbejde om skarvens indflydelse på fiskebestandene. Skarven er ikke længere truet som yngle-art i Nordeuropa. Derimod er der nu undersøgelser, som viser, at skarver er blevet en trussel mod nogle fiskebestande, og at der her er brug for en effektiv skarvforvaltning.
Danske undersøgelser fra de seneste år peger på, at selv ganske få skarver, der jager i vandløb om vinteren, kan have stor indvirkning på fiskebestanden, ikke mindst på arter som stalling, snæbel og bækørred.
I Danmark har der længe været fokus på skarvens negative indvirkning på fisk og fiskeriet, både på kysten, i åer og i søer. Derfor bør der handles nu – inden det er for sent.
Et internationalt metastudie viser, at fugle spiser lige så mange fisk i Østersøen som sæler (100.000 tons fisk om året). Skarven er den af fuglene, der spiser mest, nemlig 40.000 tons om året. (ikke spisefisk, men yngel og småfisk – så i antal kommer det betragteligt op og bliver derfor et kæmpeproblem).
Spættet sæl lever mest af bundlevende dyr, deriblandt kommercielle arter som skrubbe, ising, torsk, tobis og hvilling samt en stor del kommercielt mindre vigtige arter som kutlinger og ålekvabber. Gråsælen æder både pelagiske og bundlevende fisk, heriblandt en del kommercielt vigtige arter som torsk, sild og brisling. Bestanden af gråsæler i vore farvande vokser, og sælerne medbringer bl.a. forskellige snyltende orme, der inficerer torsk. Sælerne spreder deres parasitter til adskillige fiskearter i miljøet. Derved får sælerne ufortjent indflydelse på fiskesundhed og -velfærd i naturen. Sekundært kan dette medføre en klar kvalitetsforringelse af fiskeprodukterne, øgede driftsomkostninger i industrien og sidst men ikke mindst kan parasitterne tilmed være sundhedsskadelige for os selv som mennesker.
Alt er prøvet – men intet har virket..
Vi har de seneste mange år hørt, at en effektiv metode til at bekæmpe skarv og sæler kunne være at implementere en kombination af teknologiske og økologiske løsninger. Først og fremmest kunne man udvikle avancerede afskrækningsmetoder, såsom optiske og akustiske enheder, der kan skræmme skarver og sæler væk fra de sårbare fiskebestande. Disse enheder kan simulere bevægelser og lyde, der indikerer potentielle farer, hvilket kan få skarver og sæler til at forlade området. Men det virker ikke..
Derudover kan man selvfølgelig også investere i en økosystembaseret tilgang, hvor man styrker de naturlige rovdyr i havmiljøet, der kan regulere bestandene af skarv og sæler. Dette kan omfatte støtte til havørnene, der er naturlige fjender for skarver, og beskyttelse af deres yngleområder. Yderligere kunne man fremme forskning og udvikling af fiskeriredskaber og net, der er mere modstandsdygtige over for skarver og sælers angreb. Men det virker heller ikke..
Uddannelsesinitiativer og bevidsthedskampagner blandt fiskere og lokalsamfund kunne også spille en vigtig rolle i at forstå nødvendigheden af at opretholde en balance mellem økosystemet og fiskeriet. Samarbejde mellem forskere, fiskere, myndigheder og miljøorganisationer er afgørende for at udvikle en holistisk tilgang, der kan begrænse skarvers og sælers påvirkning på fiskebestandene uden at skade det maritime økosystem. Flotte ord – men dette har heller ingen effekt..
Endelig bør løsninger tage hensyn til både miljømæssige og etiske overvejelser for at sikre, at skarver og sæler ikke bliver truet, samtidig med at fiskeribranchen beskyttes. En integreret tilgang, der kombinerer teknologi, økologi og samarbejde, er nøglen til at skabe en bæredygtig og effektiv strategi for at bekæmpe skarv og sæler. Igen kun ord, uden praktisk indhold og derfor ingen relevans i forhold til at regulerer bestandene af skarv og sæler.
Essensen af disse betragtninger er
Dengang vi fredede både sælerne og skarven, satte man ingen øvre grænse for, hvornår de enkelte bestande var nået i mål og naturen var mættet af disse pattedyr og fugle. Vi ved i dag, »at for meget af noget – ikke er godt for noget som helst«, derfor bør vi regulerer os ud af problemet, inden sæl og skarv fuldstændigt tager magten fra naturen. 
Men hvordan
Flere fiskere mener, at hvis en regulering af sæler og skarv skal være effektiv, skal man regulerer på deres ynglepladser og / eller opholdssteder på land.
1. Der skal sættes mål for hvor mange ynglesteder skarven maksimalt må have. I 2018 var der ca 76 kolonier. Skal reguleringen af skarv være effektiv, så kræver det, at over halvdelen af alle skarvkolonier i Danmark lukkes ned og at bestanden efterfølgende og i årene fremover, reguleres, som det gøre i dag, ved at hælde olie over skarvens æg. Der bør kun være nogle snes ynglesteder tilbage i Danmark, hvis overlevelsen for vores små fisk og yngel skal lykkedes.
2. Ligeledes bør sæl-bestanden, for både spættet og grå-sæl reguleres kraftigt – Bestanden af sæler er kommet helt ud af proportion. Vi skal have et max. mål for hvor mange sæler naturen kan bære, uden at det går nævneværdigt ud over bestanden af fisk og bunddyr. Her bør man også tage med i betragtningerne, at overveje hvor meget sælernes orm (parasitter) har af indflydelse på det øvrige havmiljø. I sidste århundrede bombede man problemet med sælerne væk – men en anden måde kunne være at indfange sælerne med net ved deres opholdssteder og derefter regulere dem.
