På generalforsamlingen i marts blev det varslet at bestyrelsen arbejder frem mod en sammenlægning af Hanstholm Havneforum og Thy Erhvervsråd. Målet er at skabe et helt nyt samarbejdsorgan for erhvervslivet i Thy.
”Vores overvejelser og drøftelser med Thy Erhvervsråd viser, at den mest direkte vej til målet er at nedlægge de to gamle foreninger og danne en ny. Den fremgangsmåde har også hele tiden været ønsket af bestyrelsen for Hanstholm Havneforum, siger bestyrelsens formand, Jens H. Petersen.
Bestyrelsen for Hanstholm Havneforum har på den baggrund valgt at opsige medarbejderne på kontoret. Direktør Britta Vang Mikkelsen er netop blevet fritstillet med virkning fra den 31. maj 2012. ”Fra bestyrelsens side skal der lyde en tak til direktør Britta Vang Mikkelsen, som gennem 7 år har gjort et stort og ihærdigt stykke arbejde for Hanstholm Havneforum,” slutter Jens H. Petersen.
Det nye organ skal blandt andet kombinere Havneforums kompetencer inden for markedsføring med de politiske opgaver, Thy Erhvervsråd i dag varetager.
Kilde: Hanstholm Havneforum
FiskerForum.com