Formanden for Sydvestjysk Fiskeriforening skyder med skarpt og efterlyser politikere, som vil tage ansvar.
”I dag tager politikkerne for ofte den lette vej. De kan ikke gå imod rådgivningen, fordi den er lavet af såkaldte eksperter” sagde Jesper Juul Larsen, formand for Sydvestjysk Fiskeriforening i sin beretning på foreningens årlige generalforsamling.
Formanden brugte fiskerirettighederne af den vigtige industri art tobis, som eksempel herpå. For syv år siden anmodede EU-Kommissionen ICES om at udarbejde en rådgivning af tobis bestanden. På trods af mangelfuld viden, påtog ICES sig opgaven. Resultatet er, ifølge Jesper Juul Larsen, at al rådgivning siden da, er sket på et meget lille videns grundlag.
”Vi har siden 2005 set at metoderne, der bruges til at udregne bestandens størrelse, er blevet ændret gang på gang. Og nu sidder vi her igen-igen og ser på en tvivlsom rådgivning, der rykker brødet ud af munden på fiskerne” sagde formanden, inden han evaluerede over tobisrådgivningen fra 2005-2012;
– Har bestanden fået det bedre af, at vi har fået en rådgivning. NEJ.
– Har rådgivningen bidraget til en bedre samfundsøkonomi. NEJ.
– Har fuglene fået det bedre. NEJ.
– Kan man overhovedet sige, at rådgivningen har bidraget til noget positivt. NEJ.
– Det skulle da lige være, at det har givet en indtægt til de mennesker der
har været beskæftiget med at lave disse rådgivninger.
– Har det overhovedet haft en effekt. JA;
– Det har skabt stor usikkerhed i samfundet op langs hele vestkysten.
– Fabrikkerne har haft en umulig opgave i at planlægge produktionen.
– Det har skabt stor frustration blandt fiskerne.
– Danmarks Fiskeriforening har brugt enorme resurser på at overbevise politikerne
og kommissionen om de store usikkerheder i rådgivningen.
– Det har hver gang vist sig, at fiskerne har haft ret i deres påstande. Det skete også i 2007,
hvor fiskeriet blev stoppet efter et historisk godt moniteringsfiskeri.
I slutningen af beretningen efterlyste Jesper Juul Larsen politisk handling; ”Vi fiskere har brug for at høre, at I vil kæmpe for os. Ja, at I vil have et fiskeri i det hele taget. For nogle gange føles det godt nok, som om I bare vil have os lukket”.