Miljøminister Magnus Heunicke (S) har for nylig udtalt, at han finder det fornuftigt at indføre et trawlforbud i Bælthavet som led i beskyttelsen af havmiljøet. Han begrunder det med, at fiskeriet med bundtrawl er yderst skadeligt for vores havmiljø, og at det er på tide at gribe ind. Det er svært at være uenig i målet om at beskytte vores havmiljø, men måden hvorpå ministeren ønsker at gøre det, efterlader en bitter smag i fiskeriet.
Fiskerierhvervet, som allerede er hårdt presset af skærpede reguleringer og stigende omkostninger, ser nu med bekymring på disse udtalelser. En bred koalition af fiskere, forskere og eksperter har gentagne gange påpeget, at et trawlforbud uden de rette videnskabelige beviser og ekspertrådgivning kan føre til en katastrofe for erhvervet og lokalsamfundene langs kysten.
Det er positivt at høre, at ministeren er villig til at afvente rådgivning fra fiskerikommissionen, inden der træffes afgørende beslutninger. Dette er et tegn på ansvarlighed og omtanke. Men det er alarmerende, hvordan fiskeri-erhvervet gang på gang er blevet håndteret med hurtige politiske beslutninger, der ofte har haft skadelige konsekvenser for fiskerne, der allerede står over for massive og store udfordringer.
Håbet er, at Magnus Heunicke (S) vil huske at lytte til eksperterne og involvere alle parter i beslutningsprocessen, for et ensidigt trawlforbud kan ikke alene redde havmiljøet. Det kræver en helhedsorienteret indsats, der tager højde for de økonomiske og sociale konsekvenser også. For at sikre en bæredygtig fremtid for fiskeriet og bevare havmiljøet må der arbejdes sammen med fiskeri-erhvervet, ikke imod det.
Historien har vist, at ensidige politiske beslutninger kan få alvorlige konsekvenser for erhverv og samfund. For at undgå en gentagelse af sådanne fejltagelser er det afgørende, at vi baserer vores beslutninger på solid forskning og ekspertise. Det er godt at se, at ministeren tager et skridt i den rigtige retning ved at afvente de nødvendige råd, før skelsættende beslutninger tages. Det giver håb om, at den endelige beslutning vil tage højde for alle de involverede interesser og ikke føre til en uretfærdig afgørelse for fiskerierhvervet.
Tankerne ledes hen på tidligere tiders mink-produktion, der også blev stillet overfor et ultimativt krav og derfor måtte lukke. Fuldstændigt som det vil ske, hvis de grønne miljøorganisationer med vores miljøminister Magnus Heunicke (S) i hånden, på tilsvarende vis vil lukke for dansk trawlfiskeri. I første omgang i Bælthavet, men får de held af dette forbud, har de legitimeret en generel nedlukning af fiskeriet med bundslæbende redskaber i alle danske farvande. (For det skader jo havbunden og havmiljøet). Heldigvis er dette argument skudt ned af førende forskere fra DTU Aqua, samt af resultater fra flere forsøg med selektive redskaber og bifangstmålinger og ikke mindst målinger fra AIS’en, hvor og hvor meget der egentlig trawles på den danske havbund.
Men som det politiske landskab er skruet sammen for tiden, kan man ikke vide sig sikker. Det så vi sidst med forslaget om trawlforbud i Bælthavet, der som en tyv om natten og uden fiskerieterhvervets viden, blev skubbet ind sammen med et finanslovforslag blandt andet fra de Radikale.
I en artikel dengang lød det blandt andet fra Martin Lidegaard (R). Altinget.dk/Debat
»Forestil dig, du går en lørdags-tur i Dyrehaven, men må springe for livet, da fem bulldozere side om side uden videre moser hensynsløst gennem både gamle træer, små fugle og kronhjorte. Det ville du nok ikke overleve – og heldigvis er det næppe et sandsynligt scenarie. Alligevel minder det om tilstandene ved de danske farvande, når det kommer til bundskrabende fiskeri.« citat slut..
Denne holdning til trawlfiskeriet er desværre fortsat meget udbredt i store dele af Danmark, hvor man betingelsesløst stadig tror på miljøorganisationernes spredning af utroværdige og ikke særlige faglige underbyggede udsagn. Ovenikøbet omkring et erhverv de ikke grundlæggende har kendskab til. Fuldstændigt som vi så, da følelserne tog overhånd i minksagen.
Men minkerhvervet blev udfaset og fik kompensation. I trawlfiskeriet er der tilsvarende store bekymringer omkring de politiske krav om regulering. Et totalforbud her uden kompensation kunne føre til økonomisk ruin for fiskere og skadelige konsekvenser for samfundene langs kysten.
Det er derfor vigtigt at indføre reguleringer baseret på solid og gennemarbejdet forskning, i samarbejde med fiskeri-erhvervet, for at undgå gentagelse af minkerhvervets skæbne.
