Det er skipper Johnny Poulsen med garnbåden L 518 »Anette«, der på en tre-dages tur i norsk område, fra lørdag til mandag, landede tirsdag i Thorsminde kl. 01.00 en fangst på 12.5 tons fisk, hvoraf 12.157 kg var torsk.
Med vanlig jysk beskedenhed, »er det ikke så ringe endda«, når snitprisen for torsken runder 47,60 kroner kiloet.
Den jyske skipper fortæller til FiskerForum.dk, at man er startet ud med torskefiskeriet lidt tidligere end sædvanligt, pga. lidt vanskeligt fiskeri hjemme. »Vi plejer først at starter op 1. oktober, men er altså allerede nu på vej på anden tur 110 sømil i norsk område.
Johnny Poulsen og besætning har omkring 250 torskegarn, der sættes lige omkring midnat ved ankomsten og røgtes allerede fra omkring kl. 09.00 om formiddagen og til kl. ca. 18.00 samme dag – det sker i tre dage, hvorefter der igen sættes kurs og fart til hjemhavnen i Thorsminde. »Vi fisker på ca. 50 favne vand, hvor vi også fanger de store torsk, der står på lidt dybere vand, forklarer Johnny Poulsen som har en kvote på 44 tons torsk i Norsk, som han fisker på lige nu.
Garnbåden L 518 »Anette« er med sine 21,20 meter, bygget hos Vestværftet i Hvide Sande. Fartøjet blev forlænget tilbage i 2016, hvilket betød, at der blev væsentlig bedre arbejdsforhold ombord, samtidig gav det bedre køleforholdende og dermed også et løft på kvaliteten på fisken.
Lige nu befinder L 518 »Anette« med besætning sig ca. 12 mill nordvest for Thorsminde på vej til norsk område efter forhåbentlig endnu flere torsk.