Med den fjerde generation af fiskefartøjet HG62 og de nye faciliteter på Hirtshals Havn har reder Virgar Tindskard og rederiet skabt vækst og fremdrift i en ellers presset fiskerisektor.
Rederiet Beinur har med nybygningen HG62 Beinur føjet et af Danmarks største fiskefartøjer til flåden af fiskefartøjer, der er hjemmehørende i Hirtshals.
Søndag den 24. juli lagde nybygningen HG62 Beinur til ved Notkajen i havnen i Hirtshals, hvor der var inviteret til åbent skib.
Det nye fartøj sætter højere standard
Reder Virgar Tindskard tog imod og bød velkommen på broen, hvor alle besøgende kunne betragte den teknik og det flotte håndværk, der ligger til grund for et moderne fiskefartøj. Flere hundrede besøgende benyttede det flotte søndagsvejr til at se skibet, der både teknisk og med hensyn til arbejdsforhold er med til at sætte standarden på alle områder. Blandt andet har fartøjet elektriske spil, der er mere driftssikre og renere end de hydrauliske spil, som hidtil er anvendt i fiskeriet.
Dåben i Skagen
Nybygningen blev døbt lørdag den 23. juli på Karstensen Skibsværft, der leverede fartøjet, og er fjerde generation af fiskefartøjer med nummeret og navnet HG62 Beinur.
Fartøjet er med sin længde på 78,5 meter, en bredde på 16 meter og en lastekapacitet på 1.800 tons blandt Danmarks absolut største fiskefartøjer. HG62 Beinur er specialiseret i at fiske stimefisk som sild og makrel samt proteinfisk.
Samtidig med at Rederiet Beinur investerer i en nybygning til 200 - 250 mio. kr., er rederiet ved at opføre nye faciliteter på Hirtshals Havn. I den nye bygning på Esbern Snarresvej på Østhavnen i Hirtshals samler rederiet alle sine aktiviteter, både rederikontoret, notværksted og lagerfaciliteter. Dermed opnår rederiet en rationalisering af driften, samtidig med at rederiet kan optimere oplagring af fiskeredskaber; trawl og not.