Af redaktionen FiskerForum.dk
Landbruget optager omkring 60 procent af Danmarks landjord, men det danske havareal er mere end dobbelt så stort. Debatbogen »Landbrug lugter« efterlyser større opmærksomhed på akvakulturens muligheder. En samlet fødevarepolitik kan samtidig skabe bedre samspil mellem landbrug, fiskeri, opdræt og fødevareindustri – hvis udviklingen bygger på dokumenteret miljøpåvirkning og ansvarlig udnyttelse af råvarerne.
Når danskerne diskuterer fremtidens fødevarer, handler samtalen ofte om marker, husdyr og landbrugets arealforbrug. Men set fra havnekajen mangler en væsentlig del af billedet: Fiskeri og akvakultur er også fødevareproduktion. Det skriver VBF (Verdens Bedste fødevarer) i artiklen »Danske blå marker gemmer på guldmærkede fødevarer«.
Danmarks Statistik oplyser, at landbruget optager omkring 60 procent af landarealet. Samtidig råder Danmark over cirka 105.000 kvadratkilometer hav mod omkring 43.000 kvadratkilometer landjord. Havarealet er dermed mere end dobbelt så stort.
Regner man land og hav sammen, svarer landbrugsarealet til omkring 17 procent. Det ændrer ikke landbrugets plads i landskabet, men det åbner for et større spørgsmål: Bør Danmark føre en mere samlet politik for fødevareproduktionen på både land og hav?
Det spørgsmål ligger også bag et indlæg af skribent og medforfatter Finn Bald hos Verdens Bedste Fødevarer, som præsenterer akvakulturens muligheder med udgangspunkt i debatbogen Landbrug lugter, udgivet på Forlaget Kolbein.
Havets muligheder kræver mere end plads
I indlægget argumenterer VBF-formand og medforfatter Steffen Andersen for, at blå fødevarer får for lidt opmærksomhed: Vi taler meget om landjordens udfordringer, men overser helt, at vores havareal er over dobbelt så stort. Fremtidens mest bæredygtige proteiner ligger bogstaveligt talt og venter ude på de blå marker, påpeger Steffen Andersen.
Det er bogens argument. Havets størrelse kan dog ikke i sig selv afgøre, hvor meget mad der kan produceres bæredygtigt.
Fiskeriet afhænger af bestandenes tilstand og forvaltning. Akvakulturens muligheder afhænger blandt andet af placering, teknologi, foder, energiforbrug, dyrevelfærd og påvirkning af omgivelserne. Havbrug, recirkulerede anlæg på land og opdræt af muslinger eller tang skal derfor vurderes ud fra deres forskellige produktionsvilkår.
Globalt spiller akvakultur allerede en central rolle. Ifølge FAO’s seneste opgørelse stod opdræt i 2024 for 53 procent af den samlede produktion af akvatiske dyr.
Teknologi ændrer produktionen
Bogens eksempler peger på, at dansk akvakultur udvikler sig gennem både teknologi og praktisk erfaring.
Ifølge Finn Balds indlæg har Snaptun Fisk Export øget produktionen fra 500 til 2.000 ton, samtidig med at vandforbruget er reduceret med 90 procent gennem recirkulering. Indlægget fremhæver også Nordic Shrimps planer om rejeproduktion med industriel overskudsvarme.
Sådanne løsninger viser mulighederne for at forbinde fødevareproduktion med andre erhverv. Overskudsvarme kan blive en ressource, og vandrensning kan gøre det muligt at genbruge en større del af produktionsvandet.
Men teknologien kan ikke stå alene. Fiskemester Anders Lejbach fra Musholm understreger i bogen betydningen af den daglige kontakt med fiskene: »Lige meget hvor stor en bedrift man har, må det aldrig blive så automatiseret, at det alene styres via computere og sensorer. Hvis man ikke har fornemmelsen for, at det er levende dyr, man har med at gøre, får man et dårligere resultat.«
Han knytter samtidig dyrevelfærden direkte til produktet: »Hvis du stresser en fisk, kan det direkte måles på kødkvaliteten. Det handler om dyrevelfærd,« fortæller Anders Lejbach.
Én fødevarepolitik kan forbinde flere erhverv
En samlet fødevarepolitik behøver ikke betyde, at landbrug, fiskeri og akvakultur skal følge identiske regler. Den kan derimod skabe fælles mål for fødevareforsyning, miljø, forskning og bedre udnyttelse af råvarerne.
En oplagt mulighed er at styrke de kredsløb, der allerede forbinder erhvervene. Restprodukter fra fiskeforarbejdning kan indgå i fiskemel og fiskeolie. Egnede sidestrømme fra landbrug og fødevareindustri kan anvendes i foder, når krav til sikkerhed, kvalitet og ernæring er opfyldt. Foderproducenten BioMar arbejder eksempelvis med råvarer fra biprodukter og andre reststrømme som led i sin indsats for mere cirkulær produktion.
Et tættere samarbejde kan også give fælles udvikling af vandrensning, energiløsninger, kølekæder og forarbejdning. Mulige gevinster er mindre ressourcespild, nye produkter og bedre udnyttelse af eksisterende anlæg.
Det er potentialer, som skal dokumenteres i de enkelte projekter. En cirkulær løsning er først en miljøgevinst, når det samlede regnskab viser det.
Forsyningssikkerhed og lokale arbejdspladser
En bredere fødevarepolitik kan desuden gøre forsyningen mere robust ved at understøtte flere produktionsformer og råvarer. Her har både landbruget, fiskeriet og akvakulturen en rolle. Det samme gælder forarbejdningsvirksomheder, havne, foderproducenter og transportører, som får råvarerne frem til markedet.
For fiskerihavnene kan tættere samspil mellem fangst, opdræt og forarbejdning åbne muligheder for at udnytte faglig viden og infrastruktur bedre. På land kan tilsvarende samarbejde forbinde opdrætsanlæg med energiforsyning og fødevareindustri.
En fælles tilgang kan også rette mere opmærksomhed mod sammenhængen mellem aktiviteter på land og havets tilstand. Et sundt havmiljø er et produktionsgrundlag for de blå erhverv.
Den gode historie skal kunne efterprøves
Bogens forfattere efterlyser samtidig bedre formidling fra akvakulturen. De mener, at producenterne skal vise, hvordan arbejdet foregår, og fortælle mere om kvalitet og dyrevelfærd. Den fortælling bliver stærkest, når den ledsages af åbne oplysninger om resultater, miljøpåvirkning og de problemer, som stadig skal løses. Det giver både forbrugere og politikere et bedre grundlag for at vurdere produktionen.
Danmark har gode grunde til at tænke sine fødevareerhverv mere sammen. Spørgsmålet er, hvordan land og hav hver især kan bidrage til en ansvarlig fødevareforsyning og hvordan samarbejdet mellem dem kan skabe mere værdi af de råvarer, vi allerede producerer.
