Omkring 1400 fritidsfiskere omkring Storebælt får nu brev fra DTU Aqua, som har brug for fiskernes hjælp til en større udredning af fritidsfiskeriet efter ål.
I brevet bliver fritidsfiskerne bedt om at udfylde et skema i perioden fra 14. august til 15. oktober med oplysninger om, hvilke dage de har åleruser ude, hvor mange ruser de har sat, og hvor mange ål de fanger. De indsamlede oplysninger skal øge forskernes viden om fritidsfiskeriet efter ål og dermed bidrage til arbejdet med at styrke ålebestanden. Skal hjælpe med udvikling Ålen har igennem flere årtier været i kraftig tilbagegang i hele Europa, og der fanges stadig færre ål. Den samlede fangst i Danmark er ca. 400 tons årligt mod ca. 4.000 tons om året i 1960’erne. »Vi ved ikke særlig meget om fritidsfiskeriet. Da det samtidig udgør 20-30 procent af ålefiskeriet i Danmark, er det kritisk for bestandsvurderingen og arbejdet frem mod en bedre udvikling i ålebestanden, at vi øger vores viden om dette fiskeri«, siger biolog Jesper Kuhn, DTU Aqua, som leder undersøgelsen. Vil foretage overflyvninger Sideløbende med at fritidsfiskerne fører log-skemaer over deres fiskeri og fangster, foretager DTU Aqua også overflyvninger og sejlture ved Storebælt for at tælle og identificere fiskeredskaber. Overflyvningerne vil finde sted fra august til oktober »Ved at afprøve brugen af overflyvninger, sejlads og spørgeskema bliver vi klogere på, om disse metoder kan bruges til at opgøre omfanget af åle-fritidsfiskeriet. Viser det sig at metoderne er effektive, regner vi med at kunne estimere fiskeriet i Storebælt bedre end hidtil«, siger Jesper Kuhn. Undersøgelsen i Storbælt er del af projektet REKREA, som skal bidrage til bedre viden for forvaltning af fire fiskebestande. Ål i Storebælt, torsk i Øresund, laks i Østersøen og kystfiskeriet efter havørred ved Fyn. Projektet ledes af DTU Aqua og er støttet af den Europæiske Hav- og Fiskerifond.