»Danmarks fiskeri står over for store udfordringer, og uden en samlet plan risikerer vi at miste dele af vores fiskerierhverv.«
Det skriver fhv. medlemmer af Fiskerikommissionen, Troels Jacob Hegland der er lektor i fiskeriforvaltning ved Aalborg Universitet og Peter Grønkjær, professor i marinøkologi ved Aarhus Universitet, i et debatoplæg på Altinget.dk
De peger begge på, at mindre kystfartøjer, som fisker lokalt, er særligt udsatte i det pres, som både politiske beslutninger, økonomiske forhold og klimaforandringer lægger på fiskeriet.
Mangel på handling skaber usikkerhed
Fiskerikommissionen fremlagde sine anbefalinger for over et år siden, men en samlet politisk plan for fremtidens fiskeri er endnu ikke på plads.
Med indførelsen af nye regler og afgifter, som:
- CO2-afgiften fra årsskiftet
- lavere torskekvoter i Kattegat
- lukning af visse fiskerier som ålefiskeri
Så frygter mange en uorganiseret afvikling af fiskeriet. Ifølge de to eksperter er der en reel risiko for, at dele af flåden forsvinder, før en plan kan sikre en bæredygtig fremtid.
De mindre fartøjer, der driver kystnært fiskeri og lander deres fangster lokalt, ser ud til at blive hårdest ramt. Disse fiskere spiller en vigtig rolle i de lokale samfund, og deres overlevelse er essentiel for at opretholde en bæredygtig og alsidig fiskeriflåde.
Tiltagene er nødvendige, men ikke perfekte
Tiltag som bundslæbs-forbud og en CO2-afgift er designet til at beskytte havmiljøet, øge biodiversiteten og bekæmpe klimaforandringer. Men ifølge Hegland og Grønkjær er de nuværende løsninger ikke optimalt udformet og risikerer at skade fiskeriet på en uhensigtsmæssig måde.
For at undgå, at kystfiskeriet bliver unødigt nedlagt, opfordrer eksperterne til, at politikerne straks tager skridt til at støtte fiskerne.
Det kan indebære midlertidige ordninger som kompensation eller støtte til ophugning af fartøjer, selvom sådanne løsninger ikke bør være permanente.
Mens vi venter på en samlet plan for fremtidens fiskeri, opfordrer de to tidligere medlemmer af Fiskerikommissionen til, at man handler hurtigt for at sikre, at den danske fiskeriflåde overlever – og at især kystfiskeriet får en chance for at være en vigtig del af fremtidens bæredygtige fiskeri.