Husk at sætte kryds i kalenderen lørdag den 29. september fra kl. 10.00, for Havnen i Frederikshavn fejrer at 1. etape af havneudvidelsen un står færdig.
Man får denne dag en enestående mulighed for at komme ud på området og Havnen lover, at der bliver en masse spændende aktiviteter, så området kan opleves på mange forskellige måder.
Program for dagen vil blive udsendt senere.
Om Havneudvidelsen
Flere bassiner, flere kajer, større vanddybde, bredere indsejling og betydelige baglandsarealer. Du kan følge status på havnebyggeriet her.
Frederikshavn Havn indgik d. 26. august 2015 aftale med Per Aarsleff A/S omkring udvidelse af havnen – Etape 1.
ETAPE 1
- 330.000 M2 Baglandsareal
- 30.000 M2 Kajareal
- 600 M Kaj
- 11 M Vanddybde forberedt til 14 meter
En udvidelse af havnen har vist sig at være en klog strategi. Frederikshavn Havn er tæt på at kunne melde udsolgt af de arealer og den kajkapacitet, som indgår i den første etape. For fortsat at kunne udvikle havnens aktiviteter og realisere andre igangværende projekter med såvel nye som eksisterende kunder blev en yderligere kapacitetsforøgelse vedtaget i oktober 2017 – Etape 2.
ETAPE 2
- 170.000 M2 Baglandsareal
- 400 M Kaj
- 14 M Vanddybde
Med den kommende udvidelse giver begrebet one stop shopping for alvor mening. Da vil det være muligt at styrke forretningsområder som fx offshore, olie, gas & vind, biomasse LNG og miljørigtig ophugning af skibe og borerigge.
Beholv for udvikling
Frederikshavn Havn og de omkring 100 private virksomheder, der opererer på havneområdet, har oplevet stor fremgang og efterspørger derfor større og bedre havnefaciliteter. Det øgede kapacitetsbehov blev bl.a. bekræftet i en interviewundersøgelse med 12 af de største maritime servicevirksomheder på havnen.
Det er baggrunden for, at man i 2012 tog fat på at planlægge og projektere en stor udvidelse af havnen frem til 2018, som vil betyde større og nye forretningsmuligheder både for havnen og dens virksomheder.
Udvidelsen af Frederikshavn Havn tager udgangspunkt i følgende udviklingsbehov:
Større skibe og offshoreinstallationer. Havnen anløbes af større og større skibe, som kræver større vanddybde og mere manøvreplads i havnen. Havnen skal derfor i fremtiden kunne anløbes af skibe op til Panamax-størrelsen, ligesom en satsning på service af offshoreinstallationer medfører behov for at kunne modtage både jack-up platforme og semi submersible platforme.
Stigende aktiviteter vedrørende ophugning af skibe og offshoreinstallationer betyder øget behov for kajfaciliteter og baglandsarealer i forbindelse med disse fartøjers anløb samt faciliteter til ophugning.
Plads til håndtering af løsgods
Håndtering af løsgods som grus, skærver, genvindingsmaterialer og biobrændsel skal optimeres. Dels så oplag og håndtering ikke generer de øvrige aktiviteter på havnen, dels så disse virksomheder får en mere rationel arbejdsgang. En fremskrivning af godsmængder for Frederikshavn Havn viser stigende aktivitet frem mod 2030 især inden for genvindingsmaterialer og biobrændsel.
Projektorienteret arbejdsform
Den projektorienterede arbejdsform, hvor en lang række forskellige lokale virksomheder i perioder arbejder sammen om større projekter (eksempelvis servicering af offshoreinstallationer) vinder mere og mere frem. Det kræver adgang til kajstrækninger, der har en god vanddybde og er beregnet til tung last. Herudover er der behov for store og kajnære baglandsarealer, hvorfra projekterne kan gennemføres.
Vigtig dynamo for beskæftigelsen
Havnen er områdets vækstmotor og nyder fuld opbakning fra baglandet. I dag er der 3.000 arbejdspladser tilknyttet havnen, som tilsammen står for 30% af kommunens skatteindtægter. En sådan dynamo er det vigtigt at holde velsmurt, så derfor er der stor opbakning fra både myndigheder og indbyggere. Der vil ikke blive lagt sten i vejen for nye virksomheder, der ønsker at etablere sig – tvært imod. Man har fra kommunens side udpeget den maritime sektor som ét af fire fremtidige vækstspor.
Kilde: Frederikshavn Havn FiskerForum.dk