Svend-Erik Andersen kan som formand for Danmarks Fiskeriforening DFPO ånde lettet op, for i den seneste tid har den megen snak om iltsvind i de dansk farvande, ændret karakter, fra at være fiskeriets skyld til udledningerne af kvælstof fra land og by.
Eksperterne er enige om, at udledningen af næringsstoffer fra landbrug er den primære årsag til problemerne i vores kystnære farvande. Sammen med de stigende havtemperaturer udgør dette en farlig kombination. I september blev det næsthøjeste niveau af iltsvind i Danmark nogensinde målt, hvilket desværre bekræfter resultaterne af en foto-reportage fra Berlingske, der har dokumenteret alvorlige problemer i danske fjorde i løbet af de sidste år.
Lad os se på fakta først
Myndighedernes data viser, at hele 70 procent af de nærings-stoffer, der ender i vores havmiljø, kommer fra landbruget. Yderligere 10 procent kommer fra punktkilder, som inkluderer spildevand. De resterende 20 procent er baggrundspåvirkninger fra naturlige processer, hvor planter og dyr nedbrydes.
Det er vanskeligt at påvirke baggrundspåvirkninger, så vores fokus skal rettes mod de andre ansvarlige parter.
Landbruget har erkendt sin del af ansvaret og er klar til at træffe hurtige foranstaltninger for at reducere udledningen. Dette er positivt, og jeg håber, at landbruget og regeringen sammen vil omsætte disse intentioner til handling. Det er afgørende.
»Vi må også se på de lokale spildevandsudledninger, som kan have stor indvirkning på vandmiljøet. Overløb og spildevandsudledning bør håndteres, selvom det kan være en kostbar og besværlig proces,« siger formanden for DFPO
Derudover skal vi tage fat på virksomheder som RGS Nordic, der ligger ved Skælskør på Vestsjælland. RGS Nordic har opnået succes ved at rense norsk spildevand, som er så forurenet, at det ikke kan udledes i havet. Dette forurenede spildevand har ført til forsvinden af fisk i Agersøsund.
I fiskeriet skal vi også påtage os vores del af ansvaret for at genoprette havmiljøet. Vi har allerede truffet betydelige foranstaltninger, såsom at stoppe fiskeriet i Østersøen og hugge trawlere op som følge af Brexit. Vi fisker ikke med trawl på 70 procent af havbunden, og kun på en lille del af de indre farvande. Alligevel er jeg åben for at diskutere, hvad vi yderligere kan gøre for at vende udviklingen.
Mit engagement afhænger dog af, at der træffes foranstaltninger på alle fronter. Dette gælder ikke kun udledning af næringsstoffer, men også andre faktorer som sæler og skarver. Hvis vi ønsker at genoprette økosystemet, skal vi tage fat på udfordringer som skarver, da DTU påpeger, at fiskebestandene ikke kan genoprettes uden at håndtere dette problem.
Formanden har ordet – DFPO Svend-Erik Andersen