De første Pangasius fisk er nu certificeret, men ikke efter en parallel standard i forhold til MSC. Rahbek fisk har selv sat fokus på kvalitets sikring og fødevaresikkerhed for de pangasiusfilet virksomheden køber fra Vietnam.
Den første Vietnamesiske producent, Dong Thap Food Co. Ltd, har nu opnået at få et kvalitetscertifikat på aquakultur opdræt af pangasius fisk. Det er sket efter standarden BAP – Best Aquaculture Practices. Standarden sætter en række specifikke krav til opdrætsbetingelser og udledninger m.v.
Best Aquaculture Practices er et andet certificeringsorgan, end det certifikat, som inden for de nærmeste år forventes at slå igennem i Danmark og det øvrige Vesteuropa. Her ventes ASC – Aqua Stewardship Council, at blive det foretrukne mærke. Mærket er en parallel til MSC – Marine Stewardship Council, der dækker vildt levende fisk.
På ASC`s hjemmeside figurerer endnu ingen opdrætsfisk som certificeret, men det forventes at ske i løbet af 2011 – og derefter må det formodes at komme en bølge af certificerede anlæg.
Indtil det sker, må virksomhederne selv påtage sig et vist ansvar. Rahbek Fisk har sat fokus på problemet. Virksomheden oplyser til det seneste nummer af Levnedsmiddelbladet, at Rahbek har ekstra kvalitetssikring på pangasius fileter fra Vietnam for at sikre en høj sundhedsmæssig kvalitet af fiskene og dermed en høj fødevaresikkerhed for forbrugerne. Den ekstra kvalitetssikring omfatter bl.a. en uafhængig inspektion og kontrol af både opdræt og produktion. Til bladet oplyser Rahbek Fisk desuden at kvalitetssikringen også omfatter kontrol af vandet, som fiskene lever i. Dette skal være af god beskaffenhed, herunder også fri for kemisk forurening m.v. Endelig stiller den danske færdigvareproducent specifikke krav til foderblandingerne, således at fisken sikres at få de nødvendige næringsstoffer.
Knap 50% af verdens forbrug af konsumfisk stammer fra opdræt – og andelen stiger løbende.