Et nyt projekt ecoSMART arbejder på at mindske de danske dambrugs udledning af næringsstoffer ved biologisk vandrensning.
Højtspecialiserede flydende planteøer vil kunne rense spildevandet, og deres effekt måles med sensorer for at følge og optimere driften. Projektet får støtte af Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram under Landbrugsstyrelsen.
Dambrugene vil kunne udlede mindre kvælstof og fosfor ved at etablere projektets nye bæredygtig renseløsning. Det vil være muligt for det enkelte dambrug at følge og optimere renseeffektivitet af sit spildevand med lokalt placerede sensorer koblet til et specialudviklet softwareprogram.
Mindre udledning af næringsstoffer fra de danske dambrug
Virksomheden ECO Island udvikler, producerer og etablerer den nye type af biologiske vandrensningsfiltre til dambrug. Filtrene består af flydende øer med planter, der optager næringsstoffer som kvælstof og fosfor fra vandet gennem deres rødder og den mikroflora, der etableres.
»Eco Island bruger en teknologi kaldet Floating Treatment Wetland (FTW), som er videnskabeligt veldokumenteret og med succes bruges i andre verdensdele, og som det europæiske miljøagentur EEA anser for at have et meget stort potentiale i akvakultursektoren. Vi vurderer på projektet, at dambrug ved at etablere vores bæredygtige FTW-renseløsning kan mindske deres udledning af både kvælstof, fosfor og indhold af organisk stof i vandet (COD og BOD) betydeligt,« forklarer projektlederen Tomas Sander Poulsen fra rådgivningsfirmaet Provice.
De nye biologiske filtre er et miljøvenligt og bæredygtigt supplement til mekanisk rensning af spildevand fra dambrug. Planteøerne fungerer uden tilførsel af energi, og vandrensningseffekten bliver bedre år efter år. ECO Island tilpasser løsningen til det enkelte dambrug ud fra analyser af vandflow, næringsudledning, iltindhold og vandkvalitet. Målet er at sammensætte de optimale biologiske filtre ud fra en omfattende database over planter koblet med viden om systemdesign.
Udover softwaresystemet bliver en af projektets indsatser at udvikle en teknik til at forså. Det vil mindske miljøbelastningen, da den nuværende transport og opbevaring af store planter belaster klimaet og samtidig er mandskabstung, da planterne i dag udplantes enkeltvis.
Projektet undersøger også mulighederne for at etablere en biproduktion på dambrugene, hvor der tænkes i cirkulære ressourcekredsløb, da brug af biomasse af høj værdi kan generere en ekstra indtægt for dambrugene.
De flydende plantefiltre vil gøre det nemmere at overholde kravene til spildevandsudledning og kan også gøre det muligt for dambrugene at producere lidt flere fisk uden at overskride deres spildevandsudledning.
Genanvendelige materialer i stedet for plastik
»For at belaste miljøet og klimaet mindst muligt og optimere renseløsningen arbejder Eco Island og måtteproducenten Convert på at udvikle en endnu mere bæredygtig planteø i genanvendelige materialer, hvor flydemåtte og vækstmåtte kan adskilles, hvorefter vækstmåtten kan komposteres, og flydemåtten kan genbruges. Det kan forlænge levetiden op til 5-10 sæsoner. Produktet bliver mere bæredygtigt, fordi ressourcerne genbruges eller komposteres,« uddyber Tomas.
Convert er i gang med at producere måtter i forskellige materialer, størrelser og tykkelser for at finde ud af, hvad der virker bedst til dette formål. Det kan for eksempel være en sammensætning af fiber fra kokos, hamp, tang, ålegræs eller træ. Virksomheden Provice rådgiver i forhold til design og med sin erfaring i at drive projekter.
Mere effektiv rensning med realtime overvågning
Effekten af de flydende planteøer monitoreres ved at etablere sensorer i vandet, der giver dambrugenes medarbejdere mulighed for løbende at kunne følge vandkvaliteten, så de får et værktøj til at optimere driften.
Ud fra data kan ECO Island også forbedre de biologiske filtres renseeffekt, dimensionere effektive renseløsninger i forskellige miljøer og tilbyde driftsservice, hvor ejerne af dambrugene får notifikationer om behov for vedligehold og justeringer. Denne løsning har potentiale til, at dambrugene i fremtiden vil kunne bruge data i deres dokumentation til myndigheder.
Når en prototype er udviklet, vil den blive testet på et laboratorium og derefter i et dambrug.
Fakta om projektet
- Projekttitel: ecoSmart. Udvikling af sensorstyrede ECO Island vandrensningsfiltre og vækstmåtter til spildevand fra dambrug.
- Projektperiode: den 1. januar 2021 til og med 30. juni 2023.
- Projektdeltagere: ECO Island, Convert og Provice
- Bevilget tilskud: 1.502.325 kr.
- Projektleder: ECO Island