Mens vores myndigheder igen sidder på hænderne i en sag som har stor vital betydning for alle trawlfiskere omkring Nordsøen, der tidligere uhindret har kunnet fiske på Doggerbanke. Må nu se området ødelagt af Greenpeace, som ulovligt dumper tons tunge granitsten på sandbanken øst for Storbritannien.
Tirsdag i sidste uge dumpede Greenpeace-folk atter kæmpestore granitblokke, på Doggerbanke og helt nøjagtigt i dag, en uge senere ligger selvsamme »Esperanza« fra Greenpeace og smider granitblokke ud i det samme område, for at forhindre al trawlfiskeri.
Allerede forleden indløb der en advarsel fra det tyske fiskerforbund, at medlemmer af foreningen havde observeret at Greenpeace-skibet »Esperanza« lastede 34 tons sten i Hamborg Havn. De forlod Hamborg Havn igår kl. 09.00 med kurs og fart mod Doggerbanke i Nordsøen.
Trods disse oplysninger til myndighederne, så er man åbenbart handlingslammet, for dumpningen sker alligevel uden indblanding.
I dette vakuum mellem handlingslammede myndigheder og skruppelløse miljøfolk, sidder der nu en hel international flåde af fiskere, som stiltiende må se til, at deres fiskepladser ødelægges af stupide, hjernedøde og uintelligente unge mennesker der med et Greenpeace emblem stemplet dybt i panden, åbenbart føler sig hævet over almindelig sund fornuft og lovgivning. Men de behøver jo heller ikke være bange for repressalier, for der sker åbenbart slet ingen ting og det er for Greenpeace og deres sammenrend af kriminelle medløbere, helt uden konsekvenser at bryde loven til søs.
Havde det omvendt været en stakkels fisker, så havde piben fået en helt anden lyd. Men selvfølgelig – ønsker man et lovløst samfund, hvor ulovligheder ikke straffes, så er vi godt på vej med myndigheder, der på kryds og tværs af landegrænserne, bare lader det hele svømme og vender det døve øre til.
Tidligere har en vred vestjysk fisker Jens Peter Langer fra Thyborøn udtalt, at denne aktion fra Greenpeace er ét af organisationens aller største fejlskud. For at dumpe granitsten i et område, der hverken har koralrev eller andet, der overhovedet kan retfærdiggøre deres hovedløse gerninger og lovstridige handlinger. For Doggerbanke er istedet en undersøisk ørken, bestående overvejende af sand og som sådant et oplagt område til fiskeri både med snurrevod, vod og trawl.