Et nyt samarbejde mellem EUC Nordvest og Erhvervsakademi Midt Vest betyder, at elever på andet semester af fiskeriteknolog uddannelsen, fremover skal undervises på Fiskeriskolen i Thyborøn. Meningen er at eleverne på den måde kommer i direkte kontakt med det miljø uddannelsen omhandler og tager udgangspunkt i.
Unikt uddannelsesmiljø
Det er som direktør ved EUC Nordvest Fiskeriskolen Hans Chr. Jeppesen udtaler på skolens hjemmeside, ”De kommer til at opleve et stærkt fagligt miljø på Fiskeriskolen. De får adgang til havnen og miljøet samt Fiskeriskolens undervisningsskib Athene – og så møder de naturligvis andre elever fra uddannelserne til erhvervsfisker og fiskehandler og det vil give dem viden om andre områder inden for fiskeriet også”.
Samarbejdet bliver også en ny og spændende udfordring for EUC Nordvest/Fiskeriskolen fortæller Hans Chr. Jeppesen videre, ”For os er det også en spændende udfordring at få elever ind, der er i gang med en videregående uddannelse. Det giver nye og spændende udfordringer og samtidig er jeg sikker på, at blandingen af elever fra uddannelserne giver et endnu bedre fagligt og socialt miljø. Endvidere råder Fiskeriskolen over de faciliteter, som eleverne på uddannelsen har brug for fx undervisningsskibet Athene, som er moderne og fuldt udrustet i forhold til undervisningen af procesteknologerne”.
Det er ikke første gang, at EUC Nordvest og Erhvervsakademi Midt Vest arbejder sammen omkring uddannelser, så forventningerne til det kommende partnerskab er positive.
Uddannelsen til procesteknolog er en 2-årig erhvervsakademiuddannelse, der veksler mellem skoleophold og praktik. Det er muligt at vælge mellem flere specialer på uddannelsen, herunder fiskeriteknolog. Mens eleverne er på Fiskeriskolen skal de bl.a. lære om fiskemetoder, fiskeribiologi, behandling af fisk, økonomi og lovgivning. Uddannelsen giver mulighed for at læse videre fx til produktionsingeniør eller professionsbachelor i ernæring og sundhed.
Mere info: Læs mere om uddannelsen til fiskeriteknolog