Demokrati under åben himmel! Udsagnet giver associationer til, da man drog til tinget i vikingetiden eller til folkeforsamlingerne i det antikke Grækenland.
I nutiden er folkemødet på Bornholm for alle – både dem der ønsker at bidrage med et arrangement og for dem der blot vil være med som gæster.
I år var fiskerne repræsenteret gennem Danmarks Fiskeriforening, Fiskeriets Arbejdsmiljøråd og Fiskeriskolen, der i samarbejde med den Bornholmske virksomhed A. Espersen A/S havde oprettet en stand på mødet.
Fiskernes stemme.
Fiskerne, fiskernes interesser og uddannelser var yderligere repræsenteret via skoleskibet ”Athene”, hvor Danmarks Fiskeriforening bl.a. afholdt hovedbestyrelsesmøde ombord.
Som vanligt tiltrak skoleskibet sig stor bevågenhed fra både store og små publikummer. Blandt mange fik flere børneinstitutioner rundvisninger på vores flotte skib. Fiskeriskolen kunne ved samme lejlighed tilbyde bornholmske fiskere et Medicinkiste C genopfrisknings kursus.
Ved at deltage i folkemødet og bakke op omkring formidlingen af fiskernes interesser er det naturligvis et af Fiskeriskolens overordnende mål at være en attraktiv samarbejdspartner i arbejdet mod at sikre, at fiskernes stemme bliver hørt i debatterne.
Folkemødet er en unik platform.
Folkemødet i Allinge er en unik platform med åbne debatter, hvor politikerne møder borgere, erhvervsfolk og organisationer under uformelle former på Bornholm. Et af Folkemødets formål er at skabe rammerne for at demokratiet udvikles. Begivenheden giver således fiskerne og deres organisationer mulighed for at medvirke til at sætte dagsordner og skabe rammer for udviklingen af demokratiet- også den del, der ligger uden for Folketingssalen.
Solskinsøen.
De smukke omgivelser med Østersøen, klipperne og den hyggelige havneby Allinge er en perfekt kulisse for debatter, seminarer, taler, kulturelle arrangementer og workshops. Det var et gennemgående indtryk, at alle havde en god oplevelse. For Fiskeriskolen var deltagelsen både berigende, seriøst, sjovt og konstruktivt.
Kilde: Fiskeriskolen / Esben Windfeld Lund
FiskerForum.com