Fiskeriministeren rydder op i reglerne for forsøgsfiskeri
Som et led i genopretningen på fiskeriområdet styrker fiskeriminister Eva Kjer Hansen nu administrationen af de såkaldte forsøgsfiskerier.

Fiskeriministeren rydder op i reglerne for forsøgsfiskeri

Som et led i genopretningen på fiskeriområdet styrker fiskeriminister Eva Kjer Hansen nu administrationen af de såkaldte forsøgsfiskerier, der blandt andet har til formål at afsøge mulighederne for et etablere fiskerier i nye områder eller efter nye arter.

Som et led i genopretningen på fiskeriområdet styrker fiskeriministeren nu administrationen af de såkaldte forsøgsfiskerier, der blandt andet har til formål at afsøge mulighederne for et etablere fiskerier i nye områder eller efter nye arter.

Tidligere har administrationen af forsøgsfiskerier manglet gennemsigtighed og objektive og ensartede regler, og der har ikke været en systematisk afrapportering og evaluering.

Udstedelse af tilladelser er sket løbende på baggrund af anmodninger fra den enkelte fisker. Fremadrettet skal alle forsøgsfiskerier meldes offentligt ud, så alle, der ønsker det, har mulighed for at ansøge om at deltage. Samtidig skal der etableres objektive kriterier og ens vilkår for forsøgsfiskerier, særligt i forhold til periode og mængde. Endelig strammes reglerne for evaluering og afrapportering.

»Der har manglet en systematik omkring forsøgsfiskeri. Derfor har jeg besluttet at indføre nye regler på området. Nu kan fiskerne se frem til klare retningslinjer, ensartet sagsbehandling og gennemsigtighed. Samtidig kommer der klare regler for afrapportering og evaluering af de forskellige forsøgsfiskerier, så vi sikrer, at de lever op til formålet, eksempelvis at indsamle viden om fiskebestandene for at kunne afgøre muligheden for at åbne for et egentligt fiskeri«, udtaler fiskeriminister Eva Kjer Hansen.

Forsøgsfiskerier på muslingeområdet gennemføres i en begrænset periode med henblik på at beslutte, om der skal sættes et reelt fiskeri i gang. De nærmere regler for det egentlige fiskeri skal fastsættes inden fiskeriet kan gå i gang, herunder særligt, hvem, der skal have adgang til fremtidige licenser eller kvoter og på hvilke vilkår. Deltagelse i forsøgsfiskeriet giver ikke adgang til det permanente fiskeri.

Forsøgsfiskeri i Storebælt som forbillede
Siden årsskiftet har alle fiskere med rettigheder til at fiske muslinger og østers kunne deltage i et forsøgsfiskeri efter blåmuslinger i Storebælt. De deltager i en offentliggjort ordning med ens vilkår, herunder periode og mængder samt objektive kriterier for deltagelse. Endelig er der klare regler for afrapportering og evaluering. Det er netop den type ordning, som alle forsøgsfiskerier på muslingeområdet fremover skal følge. Alle andre typer forsøgsfiskerier – bl.a. forsøgsfiskerier med videnskabelige formål – vil fremover blive administreret efter tilsvarende retningslinjer.

Tidligere har der været gennemført sporadisk forsøgsfiskeri efter blåmuslinger i Storebælt, baseret på forespørgsler fra den enkelte fisker. Men det har ikke sikret den nødvendige viden til at kunne igangsætte et egentligt fiskeri. Det nuværende forsøgsfiskeri skal sikre systematisk viden om bestanden, som det tidligere forsøgsfiskeri ikke har kunne levere.

Der er modtaget i alt 5 ansøgninger om deltagelse i første periode af forsøgsfiskeriet i Storebælt, der løber fra den 14. januar til 31. marts 2019. En ansøgning er trukket og fire er imødekommet. Forsøgsfiskeriet er åbent for alle fiskere, der i forvejen har rettigheder til enten muslinge- eller østersfiskeri. Men fartøjerne må ikke fiske i andre områder i den periode, de deltager i forsøgsfiskeriet.

»Alle ansøgninger er blevet imødekommet. Det er fartøjer fra alle de områder, hvor der fiskes muslinger i Danmark, der har ansøgt. Men det er ikke nødvendigvis dem, der får adgang til rettighederne til det fremtidige fiskeri. Det er der nemlig ikke nogen automatik i,« udtaler fiskeriminister Eva Kjer Hansen.

Fakta om forskellige typer forsøgsfiskerier
Forsøgsfiskerier kan have til formål at undersøge forekomsten af en bestemt art i et bestemt område. Fremover vil forsøgsfiskerier efter muslinger og østers igangsættes på baggrund af en offentliggjort ordning med samme ansøgningsfrist og vilkår, herunder regler, periode og mængde samt objektive kriterier for deltagelse. Forsøgsfiskeriet vil blive afsluttet med en evaluering og afrapportering af resultatet.

Forsøgsfiskerier kan ligeledes gennemføres med videnskabeligt formål med tildeling af fisk fra den såkaldte »2% forsøgskvote«. Formålet er at foretage videnskabelige undersøgelser, f.eks. af fiskeredskabers selektivitet eller belysninger af forhold omkring fiskebestandene, f.eks. udbredelsen af en art, og/eller artens påvirkning på økosystemet. Forsøgsfiskerierne, hvor nye redskaber testes, udføres under videnskabelig ledelse, fx DTU Aqua. Adgang til at få tildelt en mængde fra forsøgskvoten vil fremadrettet ske gennem en procedure med bl.a. faste ansøgningsfrister, vurdering af projekternes videnskabelighed samt en række andre krav.

Alle ansøgninger om andre typer af forsøgsfiskerier vil fremover skulle indsendes til behandling i Fiskeristyrelsen på to faste årlige ansøgningsfrister. Alle bevilligede tilladelser vil fremgå på Fiskeristyrelsens hjemmeside. Fiskeristyrelsen skal ved behandlingen af hver enkelt ansøgning tage stilling til, om der er grundlag eller behov for, at et forsøgsfiskeri skal gøres til genstand for en egentlig ansøgningsrunde, hvor andre interesserede, som kvalificerer sig, også kan deltage. For enkelte kategorier forsøgsfiskerier, f.eks. redskabsforsøgsprojekter, vil der dog være adgang til løbende ansøgning om forsøgstilladelse, og tilladelser vil ligeledes blive offentliggjort på styrelsens hjemmeside.

Fakta om forsøgsfiskeriet efter blåmuslinger i Storebælt.
Som en del af »Vækst- og Udviklingspakke for dansk fiskeri« af december 2016, hvor parterne var enige om at udvikle dansk muslingefiskeri med nye områder, er der etableret et forsøgsfiskeriet i Storebælt med henblik på at afsøge mulighederne for et fremtidigt muslingefiskeri i området.

Forsøgsfiskeriet skal alene tilvejebringe viden om bestanden og er således ikke et egentligt fiskeri. Inden forsøgsfiskeriet gik i gang, var der ikke kendskab til forekomsten af muslinger og dermed størrelsen eller kvaliteten af fangsterne, idet der hverken foreligger en landsdækkende eller en lokal bestandsvurdering af blåmusling.

Forsøgsfiskeriet sker som noget nyt efter en fælles ordning med klare regler, objektive kriterier og ens vilkår for alle. Forsøgsperioden og reglerne blev meldt offentligt ud, så alle, der levede op til kriterierne kunne søge. Af ordningen fremgår det blandt andet at:
– Deltagelse i forsøgsfiskeriet er alene muligt for fiskere med rettigheder til musling og/eller østersfiskeri.

I den periode, hvor fartøjet deltager i forsøgsfiskeriet i Storebælt, må det ikke deltage i det »ordinære« fiskeri, det har FTA til (Limfjorden, Isefjord eller Østersøen). Fartøjet kan således kun fiske i eet område ad gangen.

Idet der ikke er tale om en licens til et egentligt fiskeri, men en tilladelse til deltagelse i et begrænset forsøgsfiskeri for så vidt angår periode og mængder, tæller det ikke med i de fastsatte regler om lofter over licenser. Reglerne for kvotelofter gælder for nuværende kun for Limfjorden. Det er således muligt at eje licenser i andre områder selvom man ejer 3 licenser i Limfjorden. Ud over muslingelicenserne i Limfjorden, eksisterer der 2 licenser på Isefjord og 6 licenser ved Jyllands østkyst.

Deltagelse i forsøgsfiskeriet giver ikke adgang til eller fordel i forhold til deltagelse i det fremtidige fiskeri, der eventuelt måtte blive etableret på baggrund af forsøgsfiskeriet i Storebælt.