Fiskeriminister Mogens Jensen (S) optrådte arrogant, da han kortvarigt gæstede det største møde blandt danske fiskere siden 1992. Først bed han fiskernes helt legitime bekymringer af med beskyldninger om, at der fuskes med landingspligten i fiskeriet, og at kameraovervågning derfor er nødvendig i Kattegat. Tværtimod er Kattegat-fiskeriet et af de mest lovlydige og regelbundne i Europa, hvilket jeg ved, fordi jeg færdes på Læsø og tidligere har boet på Anholt.
Formanden for Læsø Fiskeindustri, Gregers Jacobsen, holdt en fremragende tale for de måske 400 fremmødte, men fik som svar minister-sniksnak og manipulerende argumenter. Det sidste blev påpeget af en fisker, hvorefter ministeren fremviste sin arrogance.
Efter alt kort tid på mødet i Aalborg Kongrescenter gik han, men hvorhen?
Jo han skulle ud i lobbyen for på live TV at bagtale de selvsamme fiskere, som han netop havde erklæret sig villig til “dialog” med.
Mogens Jensen gjorde det for en politiker ganske forfærdelige, nemlig at gemme sig bag en topembedsmand. Den pågældende, Ole Toft, måtte så prøve at stå på mål for sin ministers uvidenhed.
Den pågældende embedsmand er da heldigvis langt mere vidende om fiskeri end ministeren selv, og Ole Toft var langt bedre til at argumentere. Men det gør altså ikke en dårlig beslutning god. Hvorfor skal lovlydige danske fiskere overvåges, når storsvindlende hollandske bomtrawlere i dansk farvand ikke skal?
Kameraovervågning er en dårlig løsning på et reelt problem, mangel på torsk. Det løses ikke ved at montere kameraer på fiskeskuder. Chancen for en løsning ville blive større, hvis man kameraovervågede Mogens Jensen selv. Så ville det måske blive nemmere for offentligheden at gribe ind og afvise EU’s urimelige krav.
Partsindlæg fra politiker:
Erik Høgh-Sørensen (DF)
Medlem af Regionsrådet i Nord