Det er chefkonsulent Uffe Sveistrup fra Fiskerikontrol-kontoret, der i en mail til Nordsoeposten.dk, afviser netavisens kritik af kontrollen på Hirtshals Havn. En kritik som avisen har fremført på vegne af fiskeriet på havnen.
I Nordsoeposten.dk giver chefkonsulenten svar på tiltale, som efterfølgende også er forelagt fiskerne på Havnen, der på tilsvarende kritisk vis tilbageviser chefkonsulentens svar.
Her opstillet nedenfor med først Uffe Sveistrups svar og derefter fiskerihavnens modsvar foretaget gennem Nordsoeposten.dk:
- Uffe Sveistrup: Jeg kan oplyse, at det oplyste antal kontroller af opkøbere, som er indeholdt i besvarelsen af aktindsigten, ikke afspejler den landede mængde af fisk, men antallet af landinger fra fiskerfartøjer i den enkelte havn.
- Nordsoeposten: Når chefkonsulent Uffe Sveistrup påstår, at det oplyste antal kontroller af opkøbere, som er indeholdt i besvarelsen af aktindsigten, ikke afspejler den landede mængde af fisk, men antallet af landinger fra fiskerfartøjer i den enkelte havn, så er det lodret forkert. Kontrol af både kan for det første ikke sidestilles med kontrol af en autoriseret virksomhed. Bådene kontrolleres enten på kajen eller i auktionshallen, inden sam-sortering ved Fiskernes Fiskesortering eller inden salg, hvis det drejer sig om både med færdigpakket fisk klar til næste dags auktion.
- Uffe Sveistrup: I havne med mange landinger fra fx mindre fiskerifartøjer, som fx. i Hirtshals Havn, vil der derfor oftere blive foretaget kontrol af de landede mængder hos opkøbere. Vores landingskontrol af fiskerfartøjer foretages ud fra en risikobaseret tilgang og vil typisk blive fulgt op af en vægtkontrol af de landede mængder af fisk. Denne kontrolvejning af landede mængder vil typisk foregå i en opkøbers lokaler. I de tilfælde, hvor en kontrolvejning foretages i en opkøbers lokaler, udarbejdes der altid en kontrolrapport, der fremsendes til fiskerfartøjsejer og til opkøber. Der udarbejdes altid en kontrolrapport, når der udføres kontrol ved en opkøber. Det oplyste antal af kontroller ved opkøbere i 2020 og 2021 er udarbejdet på baggrund af et dataudtræk på antallet af udarbejdede kontrolrapporter, der er fremsendt til opkøbere. Som beskrevet i aktindsigts-afgørelsen er data-udtrækket yderligere sorteret efter de kontrol-rapporter, hvor der er noteret en kontrolmængde eller opvejet mængde. Det vil sige, at fiskerikontrollen hos opkøbere indebærer en partikontrol af vægt eller en kassekontrol af vægt. På baggrund af denne sortering af data vil der være kontrol-rapporter, der ikke er medtaget i det oplyste antal af kontroller i aktindsigten.
- Nordsoeposten: Kontrol af færdigpakket fisk ved fiskernes Fiskesortering skal altid følges af en kontrolrapport. Dette er langt fra tilfældet. Det kan ifølge netavisens kilder dokumenteres, at der foretages meget hyppigere kontrol af fisk fra Fiskernes Fiskesortering og Hirtshals Fiskeauktion, end de udfærdigede kontrolrapporter indikerer. Det er muligt, at antallet af landinger er større i Hirtshals til Fiskernes Fiskesortering, men der er stadig kun én Fiskesortering og ligeledes kun én Fiskeauktion. Dernæst skriver chefkonsulenten, at landingskontrol af fiskerfartøjer foretages ud fra en risikobaseret tilgang og vil typisk blive fulgt op af en vægtkontrol af de landede mængder af fisk. Denne kontrolvejning af landede mængder vil typisk foregå i en opkøbers lokaler. Det er ifølge netavisens oplysninger ikke nødvendigt, da de har egnede lokaler i auktionshallen. For det tredje skriver chefkonsulenten, at der altid udarbejdes en kontrolrapport, når der udføres kontrol ved en opkøber. Det kan næppe være korrekt, da det modsatte kan dokumenteres. Endelig skriver chefkonsulenten, at det er beskrevet i aktindsigts-afgørelsen, at dataudtrækket er yderligere sorteret efter de kontrol-rapporter, hvor der er noteret en kontrol-mængde eller opvejet mængde. På baggrund af denne sortering af data vil der være kontrol-rapporter, der ikke er medtaget i det oplyste antal af kontroller i aktindsigten, tilføjer chefkonsulenten. Til det er der så at spørge, at hvad er da det rigtige tal?
- Uffe Sveistrup: At der er færre kontroller i en havn, er ikke nødvendigvis et udtryk for, at der er mindre kontrol. Ved kontrol af færre, men større fiskerfartøjer, som f.eks. i Hanstholm Havn, vil der således blive kontrolleret en langt større mængde af fisk end i Hirtshals Havn. Det gennemførte antal kontroller hos opkøbere i både 2020 og 2021 er påvirket af, at der i flere perioder ikke fuldt ud kunne gennemføres fysisk kontrol hos opkøbere på baggrund af de gældende COVID-19 restriktioner.
- Nordsoeposten: Afslutningsvis konstaterer chefkonsulenten her, at det gennemførte antal kontroller hos opkøbere i både 2020 og 2021 er påvirket af, at der i flere perioder ikke fuldt ud kunne gennemføres fysisk kontrol hos opkøbere på baggrund af de gældende restriktioner under Corona-krisen. Altså kan det kun konkluderes, at der reelt kunne have været endnu flere kontroller på Hirtshals Havn. Det kan derfor udledes, at flere påstande fra Fiskerikontrol-kontoret stemmer meget dårligt overens med de faktiske forhold på Hirtshals Havn. Det kan derfor efter Nordsoeposten’s mening, kun betyde at chefkonsulent Uffe Sveistrup ikke er korrekt informeret om de faktiske forhold og derfor er helt galt afmarcheret omkring Fiskerikontrollen på Hirtshals Havn. Istedet rejser chefkonsulentens argumenter flere spørgsmål end svar, skriver Nordsoeposten til slut.
Læs også artiklen »kontrol er godt – men tillid er billigere, men det tæller bare ikke i fiskeriet.«
Læs også artiklen »krænkende og ubøjelig opførsel fra Fiskerikontrollen«
Læs også »Mistanke – Fiskerikotrollen har selv skærpet EU-reglerne«
Læs også artiklen »DFPO klager over chikane-agtig kontrol af lokal fisker«