Den danske miljøminister Magnus Heunicke (S) skuffer og svigter igen. Det forklarer Svend-Erik Andersen fra Danmarks Fiskeriforening, i Fiskeritidende.dk, hvor formanden for DFPO har ordet. Det sker efter DFPO formanden var i DR debatten om havmiljøet med Magnus Heunicke (S) og værten Clement Kjærsgaard.
Debatten om havmiljøet er intensiveret, og under en nylig debat på DR2 oplevede jeg selv den ophedede atmosfære. Det er selvfølgelig positivt, at medierne fokuserer på havet, som den anerkendte forsker Katherine Richardson også har påpeget. Desværre har der manglet handling for at redde det kystnære havmiljø, på trods årelange advarseler fra fiskeriet.
Vi skal anerkende fiskeriets bidrag til at beskytte det kystnære havmiljø, især ved at indstille fiskeriet i de indre farvande og Østersøen. Ikke desto mindre ignorerer miljøministeren dette og kalder trawlfiskeriet for »stupid«.
Jeg finder tonen over for fiskeriet unødvendig hård. Fiskerne følger blot de regler, som blandt andet Socialdemokratiet selv har været med til at vedtage. Det er uacceptabelt, at miljøministeren offentligt kalder deres arbejde for »stupid«.
Samtidig undlader Heunicke at tackle reelle miljøproblemer Tilladelser til forurening af havet samt manglende håndtering af forurening fra virksomheder som Cheminova er eksempler på ministerens svigt.
Jeg opfordrer Heunicke til at gå fra ord til handling og adressere de faktorer, der ødelægger vores havmiljø. Fiskeriet er klar til at samarbejde, men det kræver, at miljøministeren tager konkrete skridt mod en løsning.