De vigtigste fiskearter i dansk fiskeri i 2013 var, sild, tobis, makrel, torsk og rødspætte i nævnte rækkefølge.
Bruttoindtjeningen for 2013 i dansk fiskeri landede på 3,0 milliarder kroner og var således 4 procent højere end året før. Ligeledes blev der ilandbrugt 39 procent flere fisk 686.555 tons og tobisfiskeriet stod for den mest markante stigning i bruttoindtjeningen i forhold til 2012.
Lavere indtjening for konsumfiskeriet
Bruttoindtjeningen ved konsumfiskeriet, ekskl. blåmuslinger var 7 % lavere end i 2012 og udgjorde 2,3 mia. kr. Der var en forøgelse i de tilførte mængder på 16 %.
Kraftig stigning i industrifiskeriet for 2013
I 2013 var den samlede bruttoindtjening ved industrifiskeriet på 721 mio. kr. Der blev ikke udbetalt bonus i industrifiskeriet i 2013. I forhold til 2012 blev bruttoindtjeningen forøget med 285 mio. kr. svarende til en stigning på 65 %. Mængden af de ilandbragte fisk blev forøget med 73 %, og gennemsnitsprisen blev reduceret med 4 %. Tobisfiskeriet bidrog med 460 mio. kr. svarende til en forøgelse på 366 %, og Brislingefiskeriet bidrog med 168 mio. kr. svarende til et fald på 29 % i forhold til 2012.
Fald i torskefiskeriet på 21 procent
Bruttoindtjeningen ved torskefiskeriet var på 290 mio. kr., hvilket svarede til et fald på 21 % i forhold til 2012. De ilandbragte mængder var 29 % lavere end sidste år og gennemsnitsprisen blev forøget med 10 %. I Østersøen blev de ilandbragte mængder reduceret med 37 %, og bruttoindtjeningen udgjorde 117 mio. kr., hvilket var 38 % mindre end i 2012.
Gennemsnitsprisen blev på 10,46 kr./kg. mod 10,47 kr./kg. I 2012. I Kattegat/Skagerrak var bruttoindtjeningen 1 % lavere end i 2012, og udgjorde 71 mio. kr. De ilandbragte mængder blev reduceret med 5 %, og gennemsnitsprisen blev forøget fra 25,55 kr./kg. til 26,68 kr./kg, svarende til en stigning på 4 %. I Nordsøen blev de ilandbragte mængder reduceret med 6 %, og bruttoindtjeningen faldt med 8 % til 103 mio. kr. Gennemsnitsprisen var på 26,25 kr./kg. Mod 26,77 kr./kg. I 2012, svarende til en reduktion på 2 %.
Dette var et lille udpluk af hvad den 8 sider store rapport indeholder – læs hele Fiskeriets bruttoindtjening her.